- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flere passagerer i juli end hele andet halvår af 2021

I juli fløj 110.000 passagerer med det islandske lavprisflyselskab PLAY, hvilket er det højeste antal siden starten i juni 2021. I alt 87,9 procent af den udbudte kapacitet blev solgt.

Det nyetablerede islandske lavprisflyselskab PLAY sendte første fly på vingerne den 24. juni sidste år, og selskabet har løbende øget passagertallet i takt med, at der kom flere fly i flåden.

I juli var der 109.956 passagerer, der var ombord i de karakteristiske røde fly, og det var en stigning på 25 procent i forhold til måneden før og flere end selskabet fløj i andet halvår af 2021.

At det lykkedes at transportere flere end 100.000 passagerer i juli skyldes også, at PLAY den 3. juli fik leveret sit sjette fly, hvilket var en A320neo. Dette fly blev allerede sat i produktion dagen efter med første flyvning fra Reykjavik til Lissabon.

I juli fløj PLAY til 25 destinationer på begge sider af Atlanten, og dermed begynder selskabet for alvor at kunne mærke effekten af hub-trafikken til og fra Keflavik International Airport, der forbinder Europa med Nordamerika. Belægningen endte på 87,9 procent, hvilket var en klar forbedring i forhold til de tidligere måneder.

Fra seks til 10 fly
Efterhånden som PLAY kan lægge en succesfuld sommer bag sig med høj belægning og en punktlighed på 79 procent, hvilket er ganske flot i betragtning af den udfordrende situation i mange europæiske lufthavne, kan selskabet kigge ind i en vinter, hvor man skal i gang med forberedelserne til næste vækstspring.

I løbet af vinteren vil PLAY modtage fire nye A32xneo-fly, hvormed flåden kommer op på 10 fly til næste forår, og det giver mulighed for at få noget mere skala ind i forretningen og dermed sænke enhedsomkostningerne.

“Det har været fantastisk at se så mange nye destinationer og det fulde transatlantiske netværk komme i spil i løbet af de sidste par uger og den positive effekt, det har haft på udnyttelsen på tværs af vores netværk. Vores team opnåede en meget imponerende præstation til tiden i måneden på trods af en meget udfordrende situation i mange lufthavne, en sand præstation,” siger administrerende direktør Birgir Jónsson i en kommentar til trafiktallene.

PLAY har siden den 22. juli sidste år fløj fra København til Reykjavik, og det er sandsynligt, at selskabet i 2023 vil være klar med en rute til Vestdanmark.

 

Relaterede artikler:

Markant passagerfremgang hos PLAY

PLAY taber 78 millioner kroner i første kvartal

PLAY overvejer Billund eller Aarhus