- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyselskaber i USA skal reducere kapaciteten

De amerikanske flyselskaber skal skrue ned for kapaciteten på grund af nedlukningen i USA. Den melding kommer fra de amerikanske myndigheder, skriver United Airlines’ direktør i et brev til selskabets medarbejdere.

Det aktuelle såkaldte ”government shutdown” i USA skrev den 5. november historie, idet det med 36 dages varighed blev det længste i landets historie. Det skyldes, at politikerne i Washington DC ikke kan blive enige om en finanslov.

Mens nedlukningen af det amerikanske statsapparat betyder, at ansatte i den føderale stat ikke får deres løn, så har den nu også fået ret konkrete konsekvenser for luftfarten i USA.

Samme dag, som nedlukningen slog rekord, udsendte de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, og det føderale transportministerium nemlig en ordre til alle flyselskaber om at reducere kapaciteten i 40 indenrigslufthavne.

Det skriver United Airlines’ administrerende direktør, Scott Kirby, i en driftsopdatering til selskabets medarbejdere.

”FAA’s mål er at aflaste presset på luftfartssystemet, så vi alle fortsat kan operere sikkert. Det er FAA’s højeste prioritet – og vores også. Uanset hvilket miljø vi opererer i, vil vi ikke gå på kompromis med sikkerheden,” skriver Kirby i meddelelsen.

Gælder ikke international flytrafik
Kirby oplyser, at reduceringen af kapaciteten starter fredag den 7. november. For Uniteds vedkommende vil man løbende opdatere trafikprogrammet, således at der er tid til at give kunder flere dages varsel for at skabe så få forstyrrelser som muligt.

United-direktøren kommer også med en præcisering:

”Uniteds langdistanceflyvninger til udlandet og vores flyvninger mellem hub-lufthavne vil ikke blive påvirket af denne udmelding fra FAA om reduktion af trafikprogrammet. Det er vigtigt for at bevare integriteten i vores netværk, give de berørte kunder så mange muligheder som muligt for at fortsætte deres rejse og opretholde vores systemer for crew-planlægning,” skriver han.

Vil refundere billetter
Scott Kirby skriver, at det kun er regionalflyvninger og indenrigsflyvninger, som ordren fra FAA og det amerikanske transportministerium kommer til at omfatte.

Han understreger, at kunder kan se frem til at få deres billetter refunderet, hvis de ikke ønsker at flyve – selv hvis deres afgang ikke er direkte berørt. Det inkluderer også rejsende, hvis billetter umiddelbart ellers ikke er refunderbare og almindelige economy-billetter.

Kirby lægger vægt på, at United og United Express-partnere fortsat står for omtrent 4.000 afgange dagligt. Han skriver også, at fordi det er tidligt i november, er der alligevel flere ledige sæder på selskabets fly end før sommeren. Derfor mener han, at man kan finde sæder til berørte kunder.

Har taget sagen i egen hånd
Selvom Scott Kirby er afmålt i meddelelsen til Uniteds medarbejdere, så har han også delt sin ærlige mening om nedlukningen af det amerikanske statsapparat.

“Det lægger pres på mennesker. Det er ikke fair over for dem. Det lægger også pres på økonomien. Flyselskaber er en ret god indikator for økonomien i realtid, og vi begynder at se fortsat små – men markante – fald i bookinger. Og man kan se det samme ske i økonomien. Vi sætter hele økonomien på spil,” sagde Kirby således til journalister foran Det Hvide Hus den 30. oktober ifølge Fortune.

Nedlukningen i USA betyder, at flyveledere ikke får deres løn. Selvom det rammer deres privatøkonomi, så går de alligevel på arbejde for at passe flytrafikken i USA, der omfatter 50.000 daglige operationer. De godt 13.000 flyveledere i USA er nemlig klassificeret som ’essentielle’ medarbejdere.

Det har fået flyselskaber til at tage sagen i egen hånd, og det betyder for eksempel, at United Airlines sørger for mad til statslige medarbejdere, som ikke får løn, på flyselskabets knudepunkter over hele landet, herunder i Chicago, Denver, Houston, Los Angeles, Newark, San Francisco og Washington D.C.

American Airlines har for sit vedkommende sendt snesevis af pizzaer til flyveledere i Dallas Fort Worth International Airport i Texas.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber hjælper flyveledere under ’shut down’

Advarer: Kan føre til fyrede flyveledere

Indfører mere hviletid til flyveledere