- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyvende observatorium på mission tæt på Danmark

NASA har i øjeblikket en særlig Boeing 747 på mission med udgangspunkt fra Tyskland. Flyet skal være i Europa den kommende tid og har allerede været tæt på den danske grænse.

Siden slutningen af september sidste år har den amerikanske rumfartorganisation NASA haft den specialindrettede Boeing 747SP-21 stationeret i Tyskland.

Flyet har gennemgået en planlagt, omfattende vedligeholdelse, ligesom der er foretaget teleskopopgraderinger på Lufthansa Techniks anlæg i Hamborg. Flyet er nemlig et flyvende observatorium, som NASA anvender i forbindelse med forskning af rummet.

I slutningen af januar var flyet af sted på en seks timer og 37 minutter lang flyvning fra Hamborg, og undervejs kom flyet rigtig tæt på Danmark. Således var den specielle jumbojet på et tidspunkt kun cirka 20-25 kilometer fra den dansk-tyske grænse i en højde af 4,5 kilometer.

Der er potentielt set mulighed for, at flyet også i den kommende tid vil komme tæt på Danmark. NASA vil i løbet af februar og marts gennemføre sin første serie af videnskabelige observationer nogensinde fra Tyskland.

Vigtigt samarbejde med Tyskland
Boeing 747-flyet er tilknyttet forskningsprogrammet SOFIA (det Stratosfæriske Observatorium for Infrarød Astronomi), der er et samarbejde mellem NASA og det tyske DLR, der står for Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt.

De kommende flyvninger fra Tyskland skal være med til at besvare spørgsmål om, hvordan stjerner kan transformere galakser, og hvad oprindelsen er af kosmiske stråler i galaksen Mælkevejen. Boeing 747-flyet fløj den korte tur fra Hamborg til Køln-Bonn 4. februar, og med udgangspunkt fra denne lufthavn vil jumbojetten ifølge NASA fortage en lang række forskningsflyvninger.

”Vi udnytter SOFIAs evne til at observere fra næsten overalt i verden for at gennemføre overbevisende astronomiske undersøgelser. Denne observationskampagne fra Tyskland er et glimrende eksempel på samarbejdet mellem NASA og DLR, der har været styrken i SOFIA-programmet i over 25 år,” siger Paul Hertz, direktør for astrofysik ved NASAs hovedkvarter i Washington.

20 flyvninger over Europa
I løbet af seks uger vil NASA gennemføre i alt 20 natlige forskningsflyvninger, hvor der vil blive gjort brug af de mange instrumenter. Det er uvist, hvilke områder flyet vil flyve hen over, men der bør være en god chance for, at flyet atter vil komme tæt på Danmark.

Det omfattende vedligeholdelsesarbejde i Hamborg har gjort Boeing 747-flyet helt klar til den europæiske mission. Der er blevet brugt mere end 10.000 arbejdstimer på at gennemgå og teste flyet fra vingespids til vingespis og fra hale til næse. Undervejs er alle flyets elektroniske teleskopsystemer blevet opdateret, og der har været inspektion af blandt andet det store teleskop.

I den bageste venstre side af flyet er en fem meter høj og fire meter bred dør, der blev installeret i 1997. Den enorme dør kan åbnes under flyvning for at give flyets teleskoper og kameraer adgang til den åbne himmel.

Tæt på Bornholm i 2019
Det er imidlertid ikke første gang, at det specielle Boeing 747-fly er tæt på Danmark. NASA gennemførte 18. september 2019 en flyvning, hvor flyet undervejs befandt sig i luftrummet tæt på Bornholm.

Flyet var lettet fra Stuttgart og skulle rundt i Europa på den første videnskabelige forskningsflyvning nogensinde på det europæiske kontinent. Turen tog omkring 10 timer, og 12 lande blev passeret. Missionen dengang var blandt andet at undersøge, hvorvidt begrebet Dark Energy virkelig får universet til at udvide sig med en stadig stigende hastighed.

Boeing 747SP-21-flyet har registreringen N747NA og er 44 år gammelt. Det fløj for Pan Am fra 1977, og senere kom det i drift hos United Airlines, inden NASA overtog det i 1997. Normalt har flyet base i Palmdale i det sydlige af den amerikanske delstat Californien.

 

Relaterede artikler:

NASA Boeing 747 på mission nær Danmark

Boeing 747 får ”mundbind” på

Flyselskab sælger 1.000 drinksvogne fra Boeing 747