- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første Airbus A321XLR til Wizz Air: 46 flere på vej

Wizz Air har netop taget imod selskabets første ultra-langtrækkende Airbus A321XLR. Mens fly af typen allerede er på vingerne, repræsenterer flyet også en verdenspræmiere.

Wizz Air tog tirsdag imod sin første Airbus A321XLR ud af i alt 47 fly. Og der er tale om en lidt speciel version af flytypen, for Wizz Air er nemlig det første selskab, som har fået udstyret deres fly med Pratt & Whitneys GTF-motorer. Det oplyser Airbus i en pressemeddelelse.

På Flightradar24 fremgår det, at flyet blev færget fra Airbus’ lufthavn Hamburg-Finkenwerder til London Luton Airport tirsdag den 20. maj. Det var sat til at lette klokken 16, men lettede med 57 minutters forsinkelse. Det satte hjulene på landingsbanen i Luton klokken 17.35.

Med modtagelsen af flyet kommer Wizz nu til at kunne øge sin kapacitet mellem Europa og Mellemøsten.

Fra London til Jeddah
Flyet bærer registreringen G-XLRA, og ifølge mediet AeroTime skulle det egentlig allerede have være sat ind på Wizz Airs rute mellem London-Gatwick Airport og Jeddah i Saudi-Arabien den 31. marts 2025. En rute på 4.688 kilometer.

Den 24. marts lød det dog fra Wizz, at flyet stadig befandt sig hos Airbus i Hamborg. Her lød det egentlig, at flyet ville blive introduceret på London-Jeddah-ruten den 10. april i stedet.

At flyet er kommet senere end forventet, betyder dog ikke, at man ikke har kunnet foretage flyvningerne. I stedet er ruten blevet betjent af en Airbus A321neo. Den mangler dog den ekstra brændstoftank, som A321XLR’en bærer med sig, og derfor har man skullet flyve med færre passagerer for at undgå en mellemlanding for at tanke flyet.

Ruten er ikke den eneste, som Wizz planlægger til Mellemøsten med A321XLR-fly. Når man modtager det næste fly af typen fra Airbus, vil det blive sat ind på en rute mellem Milano-Malpensa og Abu Dhabi.

Har hundredvis af fly på vej
Wizz Airs nye A321XLR har 239 sæder indrettet som en enkelt klasse. Airbus påpeger, at flyets kabine er udstyret med moderne tiltag som for eksempel belysning, som kan indstilles til at passe til situationen såsom boarding, servering af mad, afslapning og søvn.

Wizz Air flyver udelukkende med Airbus-fly og har mere end 230 fly i A320-familien i sin flåde. Derudover har man fortsat til gode at modtage 295 fly fra Airbus.

Bogstaverne i Airbus A321XLR står for ”Xtra Long Range.” Varianten af A321’eren har ifølge Airbus en rækkevidde på 8.700 kilometer. Flyet forbrænder derudover 30 procent mindre brændstof per sæde sammenlignet med ældre fly.

Indtil videre har Airbus modtaget mere end 500 ordrer på flytypen. Ligesom andre Airbus-fly kan typen flyve på 50 procent SAF (Sustainable Aviation Fuel, red.). Om fem år er det planen, at flyene skal kunne flyve på ren SAF.

 

Relaterede artikler:

Første Airbus A321XLR-rute fra Wizz Air

Endnu en ny Wizz Air-destination fra Billund

Første Airbus A321XLR leveres om få uger