- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forkert vedligehold: KLM sætter syv fly på jorden

KLM har udført fejlagtig vedligeholdelse af syv Boeing 787 Dreamliner, der derfor midlertidigt er blevet sat på jorden. Det har betydet aflyste afgange på flere langdistanceruter.

Personalet, der tager sig af flyvedligehold hos KLM, har ikke fulgt procedurerne for en række fly, og det skaber nu udfordringer for det hollandske flyselskab.

Således har KLM måttet sætte syv Boeing 787 Dreamliner på jorden, efter det er blevet opdaget, at vedligeholdelsesprocedurerne for en komponent til brug i forbindelse med optankning ikke er blevet fulgt korrekt. Det skriver det hollandske medie NL Times.

De groundede Dreamliner-fly har betydet, at KLM i weekenden har måttet aflyse flere afgange. Lørdag bekræftede selskabet, at tre interkontinentale flyvninger var blevet aflyst, hvilket påvirkede omkring 650 passagerer. Der var tale om ruterne fra Amsterdam-Schiphol til Mexico City, Chicago og Portland.

Passagerer, der bliver påvirket af aflyste afgange, vil blive ombooket til andre KLM-flyvninger, og KLM vil indsætte erstatningsfly, når det er muligt, for at minimere forstyrrelserne i driften.

Ingen sikkerhedsrisiko
KLM understreger, at selskabet ikke tager nogen chance med de syv groundede Boeing 787 Dreamliner.

”Selvom der ikke er nogen sikkerhedsrisiko, vil de syv fly forblive groundede og gennemgå fremskyndet vedligeholdelse,” oplyser flyselskabet.

Problemet omhandler således en komponent, der bruges under optankning af Dreamliner-flyene. Selv om komponenten er identisk med en, der findes på Boeing 777-fly – hvor KLM har fulgt korrekt procedurerne – så gælder der en anden procedure ved Dreamliner-flyene.

”KLM har derfor besluttet at udføre vedligeholdelse på de syv berørte 787-fly så hurtigt som muligt i henhold til de korrekte specifikationer,” lyder det fra flyselskabet.

Råder over 24 Dreamlinere
KLM har en flåde bestående af cirka 220 fly, hvoraf 24 af flyene er af typen Boeing 787 Dreamliner. De fordeler sig på 13 Boeing 787-9 og af 11 787-10, og flyene bruges primært på internationale langdistanceruter.

Dreamliner-flyene hos det hollandske selskab har en gennemsnitsalder på seks og et halvt år. I ordrebogen hos Boeing står fortsat fire Dreamliner-fly af varianten 787-10, der skal leveres til KLM.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM kan være klar til ny investering

Tre nye KLM-ruter til tre forskellige kontinenter

KLM klar med ny Premium Comfort