- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Fransk flyvelederstrejke fortsætter

Frankrig er i øjeblikket ramt af de største massestrejker siden 1995. Mange franskmænd er utilfredse med præsident Emmanuel Macrons pensionsreformer, der blandt andet vil betyde, folk skal være længere tid på arbejdsmarkedet.

Protesterne begyndte onsdag aften og fortsætter indtil videre indtil søndag morgen. Det går hårdt ud over blandt andet tog- og metrotrafikken i landet med masser af aflysninger som følge af strejkende medarbejdere.

Flytrafikken er også berørt af situationen, da medarbejdere hos Air France og franske flyveledere har nedlagt arbejdet i protest. 20 procent af alle flyvninger til, fra eller over Frankrig blev aflyst torsdag. Fredag forventer Air France at må aflyse 30 procent af sine indenrigsflyvninger, mens 15 procent internationale flyvninger også annulleres. Det skriver flere internationale medier.

Indtil videre vil kun korte og mellemlange flyvninger blive aflyst, mens langdistanceflyvningerne fortsætter uforstyrret. Torsdag blev en rundtur mellem Paris-Charles de Gaulle og henholdsvis Stockholm Arlanda og Københavns Lufthavn aflyst, mens SAS fredag har aflyst en rundtur mellem Paris-CDG og CPH.

Flyselskaber anmodes om at aflyse afgange
Den civile luftfartsmyndighed i Frankrig, DGAC, har anmodet flyselskaberne om at aflyse 20 procent af deres flyvninger til eller fra Frankrig i løbet af fredagen. De berørte lufthavne er Paris-CDG, Paris-Orly, Beauvais, Lyon, Marseille, Toulouse og Boardeaux.

Fredag eftermiddag var der store forsinkelser i dele af Vesteuropa. (Grafik: Eurocontrol/NOP)

Et blik på hjemmesiden for den europæiske organisation for lufttrafikkontrol, Eurocontrol, viser tydeligt de problemer, der i øjeblikket er med lufttrafikken i og over Frankrig. Forsinkede afgange og en generel forsinkelse af flytrafikken over Frankrig som følge af de strejkende flyveledere.

Nogle af de flyselskaber, der fredag og lørdag må aflyse flyvninger, er – foruden Air France – easyJet, Ryanair og British Airways.

Den nuværende strejke blandt de franske flyveledere forventes at fortsætte til og med søndag morgen. Også ansatte i lufthavnenes brand- og redningstjenester vil tage del i strejken.

Også tidligere i gik franske flyvelevere i strejke. Det betød over 500 aflyste flyvninger i begyndelsen af maj, da flyvelederne nedlagde arbejdet i protest mod nye arbejdsbetingelser introduceret af den franske præsident.

 

Relaterede artikler:

Fransk strejke rammer flytrafikken

Stor fransk strejkeuge

Ny flyvelederstrejke i Frankrig