- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Gigantisk flyordre på 255 nye Airbus A321neo

Den amerikanske kapitalfond Indigo Partners har indgået en aftale med Airbus om køb af hele 255 A321neo. 102 af dem bliver leveret til Wizz Air, der allerede benytter flytypen.

Dubai Airshow plejer at betyde nye og ganske anseelige flyordrer, og dette er også tilfældet ved dette års begivenhed.

Således har den amerikanske kapitalfond Indigo Partners lagt en kæmpeordre på 255 fly af typen Airbus A321neo. Købsaftalen blev underskrevet i Dubai, og en stor del af flyene tilgår datterselskabet Wizz Air.

Det ungarske lavprisflyselskab kan se frem til at få 102 af flyene, der inkluderer 75 A321neo og 27 A321XLR. Dermed har Wizz Air i øjeblikket en stående ordre på i alt 34 A320neo, 254 A321neo og 47 A321XLR. Herudover har Wizz Air købsrettigheder til op mod 94 ekstra A321neo. Altså en udestående ordre på op til 429 Airbus-fly fra A320-familien.

De 153 resterende fly fra Indigo-ordren vil blive fordelt til tre af investeringsfondens øvrige datterselskaber. Amerikanske Frontier Airlines får 91 A321neo, mexicanske Volaris Airlines modtager 39 A321neo, mens det chilenske flyselskab JetSmart Airlines får 21 A321neo og to A321XLR. Indigo Partners har i alt bestilt 1.145 fly gennem årene.

På vej mod ambition om 500 fly
Hovedparten af de 102 fly til Wizz Air fra den seneste ordre vil blive leveret mellem 2025 og 2027. Flyselskabet har mulighed for at konvertere en række af A321neo-flyene med A320neo eller A321XLR – eller omvendt – alt afhængig af de fremtidige behov.

”Efter to år i drift fortsætter Wizz Airs Airbus A321neo med at levere markedsførende flyteknologi og valgmuligheder – der er simpelthen intet andet fly, der kan konkurrere med det. Med dets næste-generations motorer har den vist sig at være den game-changer, som vi sagde, den ville være, da vi afgav vores første ordre tilbage i 2015,” siger József Váradi, koncernchef i Wizz Air.

”På trods af stor efterspørgsel på flyene har vi indgået meget attraktive vilkår med Airbus for langsigtet levering af flere fly indtil slutningen af årtiet. Dette katapulterer Wizz Air mod vores mål om at være en koncern med 500 fly og sætter os i en fuldendt position, når det kommer til bæredygtighed.”

Indtil videre består flåden i Wizz Air af i alt 58 Airbus A320-200, seks A320neo, 34 A321-200, 29 A321neo samt én A330-200.

A321XLR blev populært fra begyndelsen
Airbus A321XLR er en ultra-langtrækkende version af A321-modellen, og flyet blev yderst populær allerede fra lanceringen ved Paris Air Show i juni 2019. På de første seks måneder modtog Airbus over 450 bestillinger på A321XLR fra 22 forskellige flyselskaber og to leasingselskaber.

A321XLR er et resultat af markedets behov for at få et fly med endnu længere rækkevidde og højere startvægt. Flytypen kan flyve op til 8.700 kilometer, hvilket er 15 procent længere end den nuværende A321LR. Brændstofforbruget er 30 procent lavere per sæde end fly fra tidligere generationer.

Den ekstra rækkevidde gør eksempelvis amerikanske flyselskaber i stand til at flyve fra den amerikanske østkyst og et godt stykke ind på det europæiske kontinent.

Omvendt vil eksempelvis Wizz Air, der således står til at modtage næsten 50 A321XLR, kunne flyve på ruter ind til de nære markeder i Asien. Lavprisflyselskabet har umiddelbart ikke planer om at gå ind på det nordamerikanske marked.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air forventer firedobling i 2030

Paris Air Show dag 3: Airbus fylder XLR-ordrebogen

Første A321neo med 239 sæder til Wizz Air