- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Grise får særlig opgave i europæisk storlufthavn

20 grise skal medvirke til at holde fugle fra at slå sig ned i et område tæt ved start- og landingsbanerne i Amsterdam Schiphol Airport.

Schiphol Lufthavn ved Amsterdam har fået en flok nye medarbejdere. 20 grise er sat ind i arbejdet med at holde fugle væk fra start- og landingsbanerne.

Grisene skal fouragere et område på to hektar mellem bane 18R/36L og bane 18C/36C, hvor der for nyligt er blevet høstet sukkerroer.

Erfaringerne viser, at afgrøderester kan tiltrække fugle, og grisene blev sendt i marken blot 12 timer efter, at sukkerroerne var høstet.

Ekstraordinære grise
Pilotprojektet bliver gennemført i et samarbejde med Ministeriet for Infrastruktur og Vandforvaltning, grisefarmen Buitengewone Varkens (Ekstraordinære grise) og entreprenørfirmaet RVR Loonbedrijf.

I de kommende uger vil fugleaktiviteten i området med grisene blive sammenlignet med et referenceområde uden grise. Projektets succes måles ved hjælp af en fugleradar, der kortlægger de områder i Schiphol og dets omgivelser, der hyppigst besøges af fugle, sammen med visuelle observationer.

Kan spise gåseæg
Grise fra Buitengewone Varkens har allerede bevist, at de kan bruges i trafiksikkerhedens tjeneste. Langs Ringvej Houten ved Utrecht patruljerer en flok grise, der har lært at spise gåseæg. Der har været problemer med unge gæs, der forvildede sig ud på kørebanen, men det problem har grisene løst særdeles effektivt ved at tømme rederne på deres ugentlige runde.

For at styrke luftfartssikkerheden gør Schiphol meget for at holde fuglene så langt væk fra flyene som muligt. Tyve fuglekontrollører holder styr på fugleaktiviteten i lufthavnen. De arbejder på hele flyvepladsen for at holde fuglene væk ved hjælp af teknologi, der varierer fra specielle lyde til laserstråler.

Andre foranstaltninger er også taget i brug for at holde flyvepladsen så lidt tillokkende som muligt for fuglene, eksempelvis bliver der plantet særlige afgrøder og græsarter, som fuglene ikke bryder sig om.

Attraktivt sted for fugle
En del forskellige fuglearter har mere eller mindre indtaget Amsterdam Lufthavn Schiphol som deres hjem. Området omkring lufthavnen er tillokkende, da det er frodigt, vådt og grønt, og det er næsten fri for mennesker.

Det er lykkedes at holde gåsebestanden omkring Schiphol på et stabilt leje. Gæs er fortsat en alvorlig risiko for luftfartssikkerhed på grund af deres størrelse og tendens til at flyve i flok, men selv en enkelt gås kan give betydelige skader på et fly.

 

Relaterede artikler:

Bekymret for sikkerheden når flyene skal tilbage i luften

Danske lufthavne viser interesse for kunstgræs

Voldsom birdstrike ramte ATR 72