- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Heathrow-chef efter milliardtab: “Stop karantæne-rouletten”

London Heathrow har tabt ni milliarder kroner i årets første seks måneder. Det gigantiske tab får lufthavnens direktør til at lange ud efter den britiske regerings coronastrategi.

Normalt er lufthavnen i Heathrow lige vest for London Europas travleste lufthavn med godt 80 millioner passagerer årligt. Lige nu er lufthavnen om ikke mennesketom så i hvert fald blot en skygge af sig selv.

Passagertallet er faldet med 96 procent i seneste kvartal – der hvor rejserestriktionerne som følge af coronavirussen var skrappest. Som følge af den voldsomme nedgang blev lufthavnens omsætning halveret. Nu har Heathrow så offentliggjort sit halvårsregnskab, og det viser et underskud før skat på 1,1 milliarder britiske pund, hvilket svarer til rundt regnet ni milliarder danske kroner.

Taler med store bogstaver
Og det underskud har fået lufthavnens øverste direktør, John Holland-Kaye, til at tale med ualmindeligt store bogstaver. Ikke mindst for en brite.

John Holland-Kaye, CEO, London Heathrow Airport (foto: Ferrovial)

”Vores resultater bør fungere som et opråb for regeringen. Vi har brug for et passagertestsystem og det skal gå hurtigt. Uden det spiller Storbritannien bare karantæne-roulette. Og som mange af vores passagerer har oplevet, er det vanskeligt at planlægge en ferie på den måde, endsige drive en forretning,” siger lufthavnens koncernchef, John Holland-Kaye, i en kommentar til regnskabet.

Afhængig af luftfarten
I regnskabsmeddelelsen slår Heathrow endvidere fast, at Storbritanniens økonomiske genopretning er afhængig af en genstart af luftfarten.

”Regeringens risikobaserede tilgang til at tillade karantænefri flyvninger fra lande med lav og mellemrisiko er meget velkomne, men dækker kun 30 procent af Heathrows markeder. Etablering af et alternativ til karantæne for COVID-fri passagerer fra andre lande bør være en prioritet for regeringen. Tests før afgang for passagerer fra lande med høj risiko vil gøre det muligt at genoptage long haul-flyvninger, hvilket er kritisk for Storbritanniens økonomiske genopretning,” skriver lufthavnen i kommentaren til regnskabet.

Utilfreds med Boris
Heathrow har længe været utilfreds med Boris Johnson-regeringens tilgang til bekæmpelse af COVID-19-pandemien. Senest var lufthavnen kritisk over for regeringens beslutning i weekenden om at pålægge alle rejsende fra Spanien at gå i 14 dages selv-isolation efter hjemkomsten.

”Testning giver os en mulighed for trygt at åbne for rejser til og handel med nogle af Storbritanniens største markeder, der i øjeblikket er lukkede. Vores europæiske konkurrenter ræser foran med test af passagerer. Hvis Storbritannien ikke snart handler, bliver vi reduceret til blot at være et kampagneslogan,” siger John Holland-Kaye.

Kan klare sig i et år uden omsætning
I regnskabsmeddelelsen slår lufthavnen fast, at man regner med, at passagertrafikken langsomt vil rette sig, men man forventer, at passagertallet for helåret vil ligge cirka 60 procent lavere end i fjor.

Heathrow, der er ejet af et konsortium med den spanske byggegigant Ferrovial i spidsen, får dog også tilføjet, at lufthavnens økonomi er sund, og at man har kapitalreserver nok til at klare sig mindst frem til juni næste år uden reel omsætning.

 

Relaterede artikler:

Europæiske storlufthavne nede med 60 procent

Så slemt står det til i de europæiske storlufthavne

Heathrow-udvidelse sendt til tælling