- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

IAG for mindre end halv kraft

Det kniber for IAG med at få gang i flyvningerne. Selskabet, der blandt andet står bag Iberia og British Airways, håber at være tilbage på 45 procent af sin kapacitet i løbet af sommeren.

International Airlines Group (IAG), der står bag flyselskaberne British Airways, Aer Lingus, Iberia, Vueling og LEVEL, kommer ud af det første halvår af 2021 med et underskud på to milliarder euro, eller knap 15 milliarder kroner.

Det er Iberia og Vueling, der har klaret sig bedst i gruppen. De har haft glæde af et stærkt spansk hjemmemarked, samtidig med at der har været en del trafik til og fra lande i Latinamerika.

Omvendt har British Airways haft det svært. Selskabet er blevet hårdt ramt af den britiske regerings stramme rejserestriktioner. Samtidig har andre lande indført restriktioner mod rejsende fra Storbritannien som en reaktion på COVID-19-varianten Delta.

Øger kapaciteten fra 20 til 45 procent
IAG satser på hen over sommeren at øge kapaciteten til omkring 45 procent i forhold til niveauet fra før pandemien. Det vil være mere end en fordobling sammenlignet med årets første halve år, hvor kapaciteten har ligget på beskedne på 20 procent. IAG regner med, at man skal frem til 2023, før selskabets kapacitet er tilbage på niveauet i 2019.

Med en kapacitet på 45 procent halter IAG efter sine konkurrenter. Air France-KLM har netop oplyst, at den fransk-hollandske luftfartskoncern forventer at være tilbage på mellem 60 og 70 procent af kapaciteten i løbet af det vigtige tredje kvartal, easyJet vil i løbet af sommeren være tilbage på 60 procent, mens Wizz Air regner med at være tilbage på 100 procent i løbet af august.

Håber på åbning til USA
IAG håber, at der snart kommer en åbning til det amerikanske marked. Især British Airways har lidt under, at briter og andre europæere ikke har kunnet rejse til USA.

”Vi er glade for, at fuldt vaccinerede borgere fra EU og USA ikke længere skal i karantæne, når de ankommer til Storbritannien. Det ser vi som et første og vigtigt skridt i retning af at genåbne den transatlantiske trafik,” siger Luis Gallego, der er koncernchef i IAG.

”På kort sigt er vores fokus at være fleksible og parate, så vi kan udnytte den opsparede rejselyst, når restriktionerne ophæves,” siger han.

Stærkere af modgangen
Luis Gallego tror på, at IAG vil være et stærkere selskab på den anden side af coronaen.

”Vi har fremskyndet digitaliseringen af ​​vores virksomhed, og vi har lavet aftaler med fagforeningerne, der forbedrer produktiviteten og reducerer omkostningerne,” siger han.

 

Relaterede artikler:

EU-Kommissionen vil granske IAG-køb af Air Europa

British Airways overvejer at sælge ikonisk hovedkvarter

IAG præsenterer gigantunderskud og får tilført ny kapital