- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair indsætter Q400 på europæiske ruter

Fra midten af juli vil Icelandair anvende Bombardier Q400-turbopropfly på ruter fra Reykjavik til to europæiske destinationer som følge af MAX-flyenes grounding.

Siden midten af marts har Icelandair haft sine seks Boeing 737 MAX-fly stående på jorden som følge af det internationale flyveforbud. Tidligere har det islandske flyselskab blandt andet måtte wetlease tre Boeing 767-300 fra portugisiske EuroAtlantic indtil udgangen af september for at kunne opretholde sit trafikprogram, og nu henter selskabet yderligere kapacitet ind.

Icelandair har tilføjet to Bombardier Dash 8-Q400-fly fra dets datterselskab Air Iceland Connect som en del af den midlertidige erstatning for selskabets i alt seks Boeing 737 MAX-fly fordelt på versionerne MAX 8 og MAX 9. Det skriver Air Transport World. Herudover har Icelandair også fundet en ekstra Boeing 757 og en Airbus A319 for at have nok kapacitet hen over sommeren.

Det islandske flyselskab havde faktisk kalkuleret med at have ni MAX-fly til rådighed i det nuværende sommertrafikprogram. Men de tre nyeste MAX-fly, der skulle have været leveret frem mod sommeren, bliver først overbragt til Icelandair, når flyveforbuddet er ophævet. De står således i øjeblikket parkeret hos Boeing i det nordvestlige USA.

De to turbopropfly fra Air Iceland Connect skal operere for Icelandair i perioden fra den 15. juli til den 14. september. Icelandair sætter de to Q400-fly ind på ruterne fra Reykjavik og til henholdsvis Manchester i Storbritannien og Dublin i Irland. Flyene skal operere med to ugentlige rotationer, og de har plads til 76 passsagerer.

Foruden MAX-flyene råder Icelandair over en flåde bestående af 28 Boeing 757 og fire Boeing 767. Disse to flytyper opererer normalt på ruterne fra Island til Manchester og Dublin, men det islandske selskab har altså valgt at anvende disse fly på andre ruter og i stedet erstatte dem med Q400-flyene.

Interesse for Airbus-fly
Air Iceland Connect er et regionalt islandsk flyselskab, der normalt opererer på ruter indenrigs i Island og på internationale ruter til Grønland. Selskabet råder over en flåde bestående af tre Bombardier Dash-8-Q200 og tre Dash-8-Q400. Air Iceland Connect opererer fra Reykjavik Airport, der fortrinsvis bruges til indenrigstrafik i Island. Lufthavnen ligger kun to kilometer fra byens centrum, mens Keflavik International Airport ligger cirka 50 kilometer væk.

Icelandair har siden den 21. juni wetleaset en Airbus A319 som følge af MAX-situationen. Flyet har registrering LY-KEA og er fra litauiske GetJet Airlines. Det skal operere på syv forskellige destinationer i hele juli – herunder på ruten til Billund Lufthavn. I perioden fra den 1. juli til 30. juli vil A319’eren således flyve op til tre ugentlige rotationer fra Keflavik til Billund. En rute, hvor Icelandair normalt benytter sine Boeing 757.

At Icelandair har valgt at wetlease et Airbus-fly har vakt opsigt, da selskabet normalt foretrækker amerikanskproducerede fly. Tidligere har der været rygter om, at Icelandair skal være interesseret i fly fra A320-familien – og ikke mindst den helt nye A321XLR.

Indtil videre har Icelandair fjernet alle sine MAX-fly fra tidtabellen frem til den 15. september, hvorfor det som minimum er nødvendigt med indlejet kapacitet indtil da. Det er endnu uvist, hvornår MAX-flyene kan vende tilbage i luften.

 

Relaterede artikler:

Icelandair vil betjene Billund-rute med A319

Icelandair fyrer 24 MAX-piloter

Icelandair overvejer ren Airbus-flåde

Icelandair med Boeing 767 til Billund

Icelandair erstatter 737 MAX med Boeing 767