- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ikke nok flysæder til 50.000 fodboldfans

Fire engelske fodboldhold er i de to europæiske finaler i henholdsvis Madrid og Baku i UEFA-turneringerne. Det bliver dog en udfordring med flykapacitet til finalerne.

London-klubberne Arsenal FC, Chelsea FC,  Tottenham FC samt Liverpool FC længere nordpå har ved skæbnens gunst sat hinanden stævne til årets finaler i de europæiske klubturneringer under det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Den 29. maj afvikles Europa League-finalen i Baku, der er hovedstad og største by i Aserbajdsjan, og blot tre dage senere er Madrid centrum for finalen i Champions League. Arsenal og Chelsea tørner som bekendt sammen i Baku, mens Tottenham og Liverpool mødes i den spanske hovedstad.

Dermed er der lagt op til en veritabel luftbro, når britiske fodboldfans skal en tur udenlands for at følge de Premier League-klubber i finalerne i de to europæiske klubturneringer. De to klubber i Champions League-finalen modtager hver 17.000 billetter, mens Europa League-finalisterne forventes at modtage hver 6.000 billetter. Dermed vil der være 46.000 britiske fodboldfans med billet til de to kampe, og oveni skal der så endvidere lægges omkring 5.000, der tager afsted i håbet om at kunne købe en billet på det sorte marked.

Brug for op kapacitet på 250 fly
Det stiller nogle store krav til flykapacitet, når så mange skal transporteres fra London-området og fra Nordvest-England til de to finalebyer. Det kompliceres yderligere af, at der er fire britiske hold i finalerne, hvorfor al ledig flykapacitet i Storbritannien vil blive støvsuget omkring finaledatoerne. Sidst der var to britiske hold i en finale var i 2008, da Manchester United slog Chelsea i Champions League-finalen i Moskva.

Et hurtigt regnestykke viser, at der skal et sted mellem 250 og 300 fly af typen Airbus A320 eller Boeing 737 til at transportere samtlige fans til de to kampe, hvilket ingenlunde kan dækkes af de rutetilbud, der er i dag.

Syv ruteflyselskaber, henholdsvis Air Europa, British Airways, easyJet, Iberia, Iberia Express, Norwegian og Ryanair, skal via omkring 200 afgange i ugen op til den 1. juni dække behovet hos de mange Tottenham-fans, der ventes at valfarte til den spanske hovedstad.

Fra Heathrow Airport kan Iberia (56) og British Airways (35) tilsammen tilbyde 91 afgange i ugen op til kampen, mens Air Europa, easyJet, Iberia Express og Norwegian i alt tilbyder 71 flyvninger fra Gatwick Airport. EasyJet har ni flyvninger fra Luton Airport, mens Ryanair kan tilbyde 28 ugentlige afgange til Madrid fra Stansted Airport.

Dermed er der gode muligheder for Tottenham-fans at sikre sig direkte flytransport til finalekampen i Madrid, mens en del givetvis som alternativ vil flyve til Barcelona og transportere sig i tog til Madrid.

Få muligheder for Liverpool-fans
Fra Liverpool-John Lennon Airport ser det straks vanskeligere ud. Her bliver der kamp om pladserne på de fire ugentlige flyvninger, som easyJet som det eneste selskab tilbyder til Madrid-Barajas Airport. Samtidig har Ryanair indsat to særflyvninger fra Liverpool den 31. maj og 1. juni med returflyvninger den 2. og 3. juni fra Madrid.

Herudover kommer Liverpool-fans til at benytte Manchester Airport for at kunne flyve direkte til Madrid. Herfra flyver Iberia Express fire gange om ugen til Madrid, mens Ryanair tilbyder en daglig afgang.

Thomas Cook Sport har allerede tilbud om charterflyvninger fra Liverpool til Madrid. Prisen er 559 britiske pund, cirka 4.850 kroner, for en returbillet med transfer til og fra Wanda Metropolitano-stadion.

4.000 kilometers rejse til finale
Når det drejer sig om Europa League-finalen i Baku, er det noget af en udfordring for de mange tilhængere fra de to London-klubber, der skal rejse 4.000 kilometer til fodboldfinalen. Det svarer nogenlunde til afstanden mellem Los Angeles og New York.

Azerbaijan Airlines flyver tre gange om ugen med Boeing 787 Dreamliner direkte fra Heathrow Airport til Baku, og ellers må de mange fodboldfans kæmpe om de relativt få flybilletter, der udbydes af airBaltic, Lufthansa, Pegasus Airlines og Turkish Airlines med flyskifte i henholdsvis Riga, Frankfurt samt de to Istanbul-lufthavne.

Dermed kan der være udsigt til en luftbro af charterfly fra Gatwick, Stansted og Luton,  hvis det er muligt at sikre flykapacitet og slots i de travle London-lufthavne. Men de fleste fly fra ACMI-og charterlyselskaber er allerede på wetlease-opgaver for de flyselskaber, der har måttet sætte Boeing 737 MAX-flyene  på jorden, så det kan blive noget af en udfordring.

God kapacitet fra CPH til Madrid
For danske fodboldfans, der vil følge deres favoritklub i en af de to europæiske finaler, er der relativt gode muligheder, hvad angår finalen i Madrid. Iberia Express og Norwegian tilbyder daglige flyvninger fra København til Madrid, mens Ryanair tilbyder fem ugentlige afgange. Herudover er der gode forbindelser med Air France, Brussels Airlines, Lufthansa og KLM via deres europæiske hubs, mens her skal man nok forvente rift om pladserne, da de britiske fodboldfans også vil søge mod disse forbindelser.

Til Baku fra København er det de samme flyforbindelser, der skal kæmpes om, som de britiske fans har til rådighed med transferforbindelser fra London, så her skal man være mere end heldig for at sikre sig en flybillet.

 

Relaterede artikler

Fodboldlandsholdet har fået VIP-fly

Imponerende luftbro til og fra Kiev

Fodboldklub chartrede A380-fly