- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ikonisk Airbus A380 fases ud efter to og et halvt år

"Save the Coral Reef" Airbus A380´eren fra Hifly sendes på pension inden årets udgang. Kæmpeflyet besøgte Københavns Lufthavn i sommeren 2018.

Det er ikke mange flyselskaber, der gennem tiden har haft mulighed for at præsentere Airbus A380 i Københavns Lufthavn.

Lufthansa var først, da selskabet den 15. september 2010 lagde vejen forbi CPH som en del af en nordisk præsentationstur med kæmpeflyet. Sidenhen blev Emirates fra den 1. december 2015 fast operatør med A380 på ruten til Dubai, og i sommeren 2018 var portugisiske Hifly forbi på en subcharter for Thomas Cook Airlines Scandinavia med forsinkede Spies-gæster til Larnaca.

Netop Hifly, der i 2018 overtog en brugt A380 fra Singapore Airlines, har gennem tiden vakt meget opsigt med deres version af megaflyet i den ikoniske “Save the Coral Reef”-bemaling. Men inden længe kommer  Hifly til at vinke farvel til den 14 år gamle A380´er, der skal tilbage til Doric Aviation, hvorfra flyet er leaset.

Blandt 15 eksklusive operatører
Hifly har været et af de 15 flyselskaber i verden, der opererede Airbus A380 før coronakrisen, og flyet med den af flyentusiaster velkendte Malta-registrering 9H-MIP, var det eneste fly blandt de 238 aktive i begyndelsen af 2020, der havde skiftet ejer siden leveringen.

Det var coronakrisen, der gav det endelige dødsstød til A380´eren – ikke alene hos Hifly, men også hos de andre flyselskaber i verden, der hidtil har A380 i flåden.

Hifly skriver i en pressemeddelelse, at selskabet ikke har ønsket at forlænge leasingaftalen, da efterspørgslen efter store fly er blevet dramatisk reduceret som følge af COVID-19-pandemien.

Vemodigt farvel
Et forsøg på at omdanne A380´eren til et fragtfly er heller ikke faldet heldigt ud, da der ikke har været den ventede efterspørgsel, så nu er det i stedet blevet besluttet at erstatte det store fly med flere Airbus A330.

“Dette fly var et vidnesbyrd om, hvor langt mennesket kan gå i at udvikle noget så ekstraordinært,” lyder det i den triste meddelelse fra den portugisiske ACMI-operatør, der blandet andet har haft Norwegian som storkunde.

Hifly opfordrer i øvrigt flyentusiaster til at sende historer, fotos, kollager, malerier eller andet, der kan sættes i forbindelse med 9H-MIP til [email protected]. Alle værker vil blive udstillet på en væg på hovedkontoret i Lissabon og vil blive lagt i en kasse, der vil være med på den sidste flyvning fra Hifly-basen i Beja International Airport til flyets sidste destination.

 

Relaterede artikler:

Hi Fly har ombygget A380’er til fragtfly

70 Norwegian-flyvninger med A380

Chartergæster med A380 fra København