- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ingen SAS-strejke i påsken

Der bliver ingen pilotkonflikt, der kan ramme påsketrafikken hos SAS, som mange har frygtet. Det vil dog være helt efter bogen, hvis piloterne varsler nedlæggelse af arbejdet, hedder det fra Metal Luftfart.

Stillingskrigen mellem SAS og piloterne i SAS Pilot Group fortsætter efter udløb af overenskomsten den 31. marts.

Da piloterne forlod forhandlingsbordet tidligere på ugen med meddelelsen om, at parterne var så langt fra hinanden, at det ikke længere gav mening at forhandle, startede spekulationerne om en mulig konflikt.

En eventuel varsling skal ske to uger før, og da påsken starter den 14. april, var det lige op over, hvis piloterne ønskede at lamme påsketrafikken. Det kommer dog ikke til at ske, hvis man skal tro en pressemeddelelse fra Metal Luftfart.

”Piloterne i SAS ønsker naturligvis ikke at ramme vores kunder, og vi håber derfor, at uenigheden kan løses uden at tage konfliktmidler i anvendelse. Vi ønsker under ingen omstændigheder, at de passagerer, der har planlagt ferie i påsken, bliver ramt,” siger Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening.

Kan påvirke nye billetbestillinger
Men faren for en konflikt er på ingen måder overstået, og den danske pilotforenings formand vurderer, at næste skridt formentligt vil være mægling før en eventuel konflikt.

Dermed skaber SAS-piloterne fornyet usikkerhed om operationerne i anden halvdel af april, og det vil formentlig få kunderne til at være tilbageholdende med nye billetbestillinger.

“Den her sabelrasling er gift for SAS’ indtægter. De penge, der er hårdt brug for at få i kassen, kan man for en stor del vinke farvel til nu,” siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til CHECK-IN.dk.

Metal Luftfart understreger i sin kortfattede pressemeddelelse, at fredspligten er ophørt ved udløbet af overenskomsten.

“Det vil derfor være helt efter bogen, hvis piloterne varsler nedlæggelse af arbejdet,” skriver det store FH-forbund.

SAS har ikke i første omgang ønsket at kommentere pressemeddelelsen fra Metal Luftfart.

 

Relaterede artikler:

SAS-direktør: SPG vil ikke deltage i SAS’ fremtid

“Det ligner noget der kan ende i en konflikt”

Sammenbrud i forhandlinger med SAS-piloterne