SAS-pilot (Arkivfoto - SAS AB)

Sammenbrud i forhandlinger med SAS-piloterne

SAS-piloterne har efter blot to dages forhandlinger om en ny overenskomst valgt at forlade forhandlingslokalet. “De sætter hele virksomheden på spil,” lyder det fra SAS.

Torsdag den 31. marts udløber den etårige overenskomst, som SAS og SAS Pilot Group forhandlede sig til rette om for et års tid siden. Dengang var det ikke muligt for SAS at komme i mål med effektiviseringsforbedringer på 15 til 20 procent, men behovet er mere påtrængende end nogensinde før.

Derfor er forhandlingerne mellem SAS og piloterne i Danmark, Norge og Sverige, der blev indledt i denne uge, af afgørende betydning for SAS, der står foran 7,5 milliarder svenske kroner i årlige besparelser i forhold til den nye og langsigtede FORWARD-plan, der skal sikre selskabets overlevelse.

På den baggrund var det en streg i regningen, at der efter blot to dages forhandlinger er tale om et egentligt forhandlingssammenbrud, da parterne tilsyneladende står for langt fra hinanden. SAS havde som udgangspunkt lagt op til to uger med forhandlinger.

“Det er bekymrende, at pilotforbundene efter anden forhandlingsdag valgte at forlade forhandlingslokalet. Ved at gøre det sætter de hele virksomheden på spil, inklusive tusindvis af kollegers job og karriere,” lyder det i en kommentar fra SAS.

Mere alvorligt end nogensinde før
Hos SAS er der stor skuffelse over, at piloterne ikke har større forståelse for den situation, som SAS befinder sig i.

“Jeg synes ganske enkelt, at det er umusikalsk,” siger forhandlingsleder Marianne Hernæs til norske E24.no.

SAS forhandler med to norske, en svensk og en dansk pilotforening, der tilsammen udgør SAS Pilot Group. Det er Norske SAS-flygeres Forening, Scannor Flygerforening, Svensk Pilotförening og Dansk Pilotforening (Dansk Metal Luftfart).

Hvis parterne ikke af egen kraft finder tilbage til forhandlingsbordet, kan den norske Rigsmægler forsøge at finde en løsning. Som sidste udvej er der en strejke tilbage, hvilket i givet fald kan få uoverskuelige konsekvenser for SAS.

“SAS er i en mere alvorlig situation end nogensinde, men vi skylder vores långivere, ejere, medarbejdere og ikke mindst vores kunder – samt danske og svenske skatteydere – at sikre SAS en plads på det fremtidige marked. Det kan vi kun gøre ved at komme videre med en plan, der sikrer et fremtidigt konkurrencedygtigt SAS,” skriver SAS.

For stor afstand mellem parterne
Lige nu er der noget, der tyder på, at en konflikt er uundgåelig.

“Afstanden er så stor, at det ikke er muligt at komme i mål i en ordinær forhandling. Vores krav og SAS’ krav går i stik modsat retning,” siger Roger Klokset, der er formand for Norske SAS-flygeres Forening.

Den norske pilotformand understeger, at han har svært ved at se, at det er de ansatte i SAS, der skal tage det økonomiske ansvar for en pandemi, og at han ikke ser et behov for justering af vilkårene i forhold til den nuværende konkurrencesituation.

 

Relaterede artikler:

Dansk Metal: SAS slået ind på fatal kurs

Dansk Metal klar med konfliktunderstøttelse til SAS-personale

SAS og piloterne enige om ny overenskomst