- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Internt memo: Piloter er rustne og laver fejl

Et memo fra Qantas afslører, at flyselskabet har konstateret en række fejl både på landjorden og i luften. Fejlene skyldes, at piloterne er blevet rustne efter en lang hjemsendelse.

I 2020 og 2021 dukkede der underretninger op fra både USA og Europa i forhold til, at piloterne var blevet noget rustne af at have været hjemsendt i længere perioder under coronapandemien. Nu er de også udfordringer tilsyneladende også nået til Australien, hvor Qantas Airways er i gang med en større genopretning efter 19 måneder med kraftigt nedsat aktivitet..

Australske The Sydney Morning Herald er kommet i besiddelse af et internt memo, der er udarbejdet af lederne af Qantas’ flådeoperationer. Heri fortælles det, at den næsten to år lange hjemsendelse har gjort, at flyselskabets piloter er blevet rustne.

Ifølge memoet har hjemsendelsen af selskabets piloter ført til, at de rutiner, som tidligere blev udført uden problemer, nu tager længere tid. Den har også resulteret i, at piloterne har begået en række fejl på landjorden og i luften.

Begår flere fejl
Nogle af de fejl, som piloterne har begået på jorden, er blandt andet, at de har glemt at slå parkeringsbremsen fra. Derudover har der også været et eller flere tilfælde, hvor piloterne har taget fejl af højden og troet, at det i stedet var flyets fart, der blev vist.

Memoet beskæftiger sig også med tilfældet, hvor kontakterne på cockpitpanelerne har været sat i forkerte positioner samt fejl ved den udvendige inspektion af flyet.

Der har dog også været problemer i luften. De omfatter blandt andet fejl, der er begået, før flyet er lettet, men har ført til ”større problemer under flyvningen”. Desuden nævnes det, at der er blevet registreret tilfælde af “ustabile indflyvninger” samt hændelser, hvor piloterne ikke efterfølgende kan se, at de har været “overbebyrdede og tabt situationsfornemmelsen”.

Glemte gearstifter
I juni sidste år opstod en konkret situation, hvor Qantas-piloterne på en Boeing 787-9 ikke kunne trække landingsstellet op, efter de var lettet fra lufthavnen i Sydney. Det skyldtes, at to gearstifter ikke var blevet fjernet, inden flyet lettede. Flyet måtte derfor vende tilbage til Sydney.

Tusindvis af Qantas-ansatte, som blev afskediget under pandemien, vendte i december sidste år tilbage til arbejdet, da genåbningen af delstaterne i Australien samt lempelser af rejserestriktionerne i andre lande fik Qantas til at sætte fart under genoptagelsen af selskabets flyvninger.

En talskvinde fra flyselskabet anerkender, at Qantas står over for en ny udfordring, efterhånden som piloterne vender tilbage til tjenesten. Det har fået flyselskabet til at sammensætte et forløb, som skal banke rusten af piloterne, så de igen bliver helt skarpe i cockpittet, lyder det.

Tilsvarende udfordringer dukkede i løbet af 2020 og 2021 op i USA og Europa, hvor IATA rapporterede om et stigende antal ustabile anflyvninger, hvor piloter forsøgte at lande med for høj hastighed eller uden tilstrækkelig motorkraft.

 

Relaterede artikler:

Piloters færdigheder bliver ”rustne” under coronakrisen

Ny nonstop-rute fra Europa til Australien

Jagede klapperslanger væk fra hjulene på A380-fly