- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Italien truer med at forbyde Ryanair-flyvninger

De italienske luftfartsmyndigheder overvejer at indføre forbud mod Ryanair-fly i landets lufthavne, da selskabet ikke overholder coronareglerne. Det irske flyselskab afviser anklagerne.

Ryanair er det største flyselskab i Italien målt på antallet af internationale passagerer. Selskabet er med andre ord en yderst vigtig aktør for Støvlelandet.

Men de italienske luftfartsmyndigheder, ENAC, kommer nu med en anklage mod Ryanair, der angiveligt ikke overholder forholdsreglerne indført for at mindske spredningen af COVID-19. Italien overvejer på denne baggrund at forbyde Ryanair-fly i at lande i italienske lufthavne.

ENAC beskylder – ifølge The Irish News – det Dublin-baserede flyselskab for ”gentagne overtrædelser af COVID-19-sundhedsforanstaltninger udarbejdet af den italienske regering og gældende for at beskytte passagerernes sundhed”.

Flyver til 29 italienske lufthavne
Flyselskaber, der opererer til italienske lufthavne, er ikke forpligtet til at sikre social afstand på én meter i flyene. Andre sikkerhedsforanstaltninger, som eksempelvis at passagererne skal bruge ansigtsmasker, skal dog håndhæves. Og ENAC hævder, at dette ikke er tilfældet hos Ryanair.

ENAC advarer altså om, at hvis Ryanair fortsætter med at overtræde reglerne, vil myndigheden forbyde lavprisflyselskabet i at flyve til og fra Italien. Og det vil få store konsekvenser, da Ryanair betjener 29 lufthavne rundt om i landet. ENAC har talt med de irske luftfartsmyndigheder om Ryanairs ageren.

Ryanair har i en erklæring meddelt, at beskyldningerne fra ENAC er faktuelt forkerte. Selskabet understreger, at det er ”forpligtet til at sikre det højeste sikkerhedsniveau for vores passagerer og besætning til enhver tid”.

Det irske lavprisflyselskab forsikrer, at procedurerene er ”i overensstemmelse med de sikkerhedsanbefalinger og -foranstaltninger, der er fastsat af den italienske regering”.

Ansigtsmasker er obligatorisk
Det er obligatorisk for Ryanairs passagerer og besætning at bære ansigtsmaske, påpeger Ryanair, ligesom der er fokus på at sikre ordentlige processer ved boarding for at undgå ophobning af passagerer.

Dette er således fuldstændig modsat af, hvad de italienske luftfartsmyndigheder mener er tilfældet. Hvis ikke ENAC beslutter et fuldt forbud mod Ryanair-fly, kan det også kræves, at Ryanair kun må flyve ind i landet med maksimum 50 procents udnyttelse af sædekapaciteten.

I juli gennemførte Ryanair i alt 40 procent af det planlagte antal flyvninger, og selskabet planlægger at have 60 procent af sin kapacitet på vingerne i august.

Wizz Air måtte ikke lande i græske lufthavne
Wizz Air fik 1. august kortvarigt forbud mod at flyve ind i Grækenland, da det ungarske lavprisflyselskab angiveligt ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med, at passagerer til Grækenland var i besiddelse af formularer krævet af sundhedsmyndighederne.

I første omgang havde de græske luftfartsmyndigheder meddelt, at Wizz Air ville have forbud mod at lande i Grækenland indtil 14. august. Men en dialog mellem de græske myndigheder og Wizz Air førte imidlertid til, at forbuddet blev ophævet, kort efter det var blevet indført.

 

Relaterede artikler:

Tyske Ryanair-piloter bøjer sig for krav

Ryanair: Anden bølge af COVID-19 er vores største frygt

Brutal Ryanair-aktion i Wien