- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Jorden rundt i Boeing 737-simulator

De 13 deltagere på turen kommer ikke udenfor Danmark, men det vil føles som om, de flyver Jorden rundt på en uge.  Formålet med den virtuelle flyvning er at samle ind til Knæk Cancer.

Den 6. november sætter en besætning fra Simex Aviation Group sig i en Boeing 737-800-simulator på firmaets hjemadresse nær Lunderskov vest for Kolding. Her de starter en virtuel rejse fra lufthavnen i Sydney i Australien og sætter kurs mod Cairns.

Det er startskuddet til en virtuel rejse Jorden rundt, udført på syv dage og med besøg i 41 lufthavne fordelt på 30 lande med det formål at samle ind til Knæk Cancer.

World Flight-konceptet, hvor man flyver Jorden rundt i en flysimulator, blev fostret af et engelsk hold i 2001. Det bredte sig hurtigt, og hold fra Australien, Canada, Irland, Skotland, England, USA, Tyskland, Tyrkiet har sidenhen sluttet sig til. I hver deres simulator samler de gennem donationer og sponsorater penge ind til en velgørende organisation efter eget valg.

Danmark er med i år
I år er Danmark med på listen over lande, som har et World Flight-hold. Holdet, der sætter sig i simulatoren, består af 13 personer med baggrund i luftfart, som også selv har givet et personligt bidrag til kampen mod cancer.

Worldflight Route 2021 starter og slutter i Sydnet. (Grafik: Simex Aviation Group)

Sammen vil de på skift udgøre besætningen på simulatoren samt bemande Operation Control Centre, hvor alle flyvninger planlægges, og besætningerne briefes om operationelle forhold under deres flyvetur.

Alle flyvninger udføres som i den virkelige verden, med alle simulatorerne koblet op i et stort netværk kaldet VATSIM (Virtual Air Traffic Simulation Network). Udover flysimulatorer er også flyveledere koblet op på netværket, som vil udføre realistisk lufttrafiktjeneste under alle flyvninger.

Alle specielle procedurer, der eksempelvis gælder for flyvning over strækninger uden nødlandingspladser, skal følges, ligesom der skal tages højde for et eventuelt fald i kabinetryk, når der flyves over bjergrige områder.

Tro kopi af cockpit
Der stilles derfor store krav til såvel planlægning som udførsel af flyvningerne, idet piloterne på store dele af turen er i ukendt terræn i forhold til de flyvninger, de normalt foretager i europæisk luftrum.

Simulatoren hos Simex Aviation Group er tro kopi af et cockpit i et Boeing 737-passagerfly, som mange kender fra flyvninger med eksempelvis Norwegian eller Ryanair.

Alle hold starter umiddelbart efter hinanden fra Sydney den 6. november om aftenen dansk tid, og slutter af lørdag den 13. november, omkring middagstid dansk tid. Der vil alle holdene fravige de realistiske flyvninger og fejre afslutningen af årets World Flight ved at flyve under Sidney Harbour Bridge efterfulgt af landing i Sydneys lufthavn.

Følg med hjemme fra skærmen
Alle flyvninger streames via twitch.tv/simexaviation, hvor interesserede kan følge med i, hvad der sker i cockpittet.

Der bliver brugt flere kameravinkler i cockpittet, ligesom simulatorprogrammet også kan vise eksterne vinkler, der giver muligheder for at vise flyet udefra, samt vise den udsigt piloterne har ud af deres vinduer.

Følgerne kan skrive beskeder til besætningerne, således at de kan interagere og eksempelvis stille spørgsmål om procedurer, teknik og andet.

 

Relaterede artikler:

Træner på Boeing 737 med VR-briller

Stort simulatorcenter åbner i Roskilde Lufthavn

CPH tur-retur i en Boeing 737