- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kapaciteten i Schiphol skal sænkes med 11 procent

Den hollandske regering har besluttet fra 2023/24 at reducere kapaciteten i Amsterdam Schiphol til 440.000 årlige operationer. Dette kan underminere hub-funktionen, og KLM kan blive tvunget til at lukke ruter.

Den hollandske regering har fredag truffet beslutning om, at loftet over antallet af operationer i Amsterdam Schiphol Airport, der var næststørste lufthavn i Vesteuropa i 2021, skal reduceres.

Af hensyn til klimaet samt for at reducere støjgenerne for beboerne i området er det blevet besluttet fra vintertrafikprogrammet 2023/24 at sænke antallet af årlige operationer til i alt 440.000. I 2019, der var sidste hele år før coronapandemien, var der i alt 496.828 operationer i den hollandske storlufthavn, hvor KLM har sit hub.

Det har hele tiden været planen, at kapacitetsloftet i Schiphol fremover skulle være på 540.000 årlige operationer, hvilket KLM har lagt sin flådestrategi efter. Derfor kommer det ikke overraskende som et stort chok for KLM, der også har reageret meget skarpt på trods af, at den hollandske stat ejer 9,3 procent af Air France-KLM.

“Udover dagens (fredag, red.) meddelelse har KLM ikke modtaget nogen skriftlig meddelelse eller klare planer. KLM ser frem til at modtage yderligere detaljer og vil i mellemtiden overveje, hvilke skridt det kan tage som modsvar,” lyder det fra KLM.

Udhuler hub-funktion
Beslutningen fra den hollandske regering vil svække den hub-funktion, som KLM og Schiphol i fællesskab har opbygget, og derfor kan KLM blive tvunget til at revurdere sit netværk, da kapacitetsreduktionen vil medføre 160 færre daglige operationer.

Med begrænsninger i antallet af operationer bliver man nødt til at benytte større fly, flyve med færre frekvenser og eventuelt også at lukke ruter, der kræver mindre fly og høj frekvens.

“KLM-netværket afhænger af antallet af destinationer, vi betjener sammen med de flyvefrekvenser, vi opererer. Dette skyldes, at KLM og dets partnerflyselskaber tilbyder logiske forbindelser mellem destinationer gennem et hub-and-spoke-system fra Schiphol. Hver flyvning, der indstilles, har konsekvenser for passagerer, der ankommer til tilslutningsflyvninger,” skriver KLM i en pressemeddelelse.

“Reduktionen påvirker derfor KLM uforholdsmæssigt hårdt og udhuler væsentligt dets hub-funktion”

Farvel til de mindre fly
KLM har mange føderuter fra Skandinavien, og alene fra Danmark tilbydes der samlet op til 16 daglige flyvninger fra København, Billund og Aalborg, hvilket svarer til 32 daglige operationer i Amsterdam-Schiphol.

Fra København flyver KLM syv gange dagligt primært med Boeing 737-fly i forskellige versioner, der har plads til mellem 142 og 189 passagerer. Fra Billund og Aalborg er der henholdsvis fem og fire daglige afgange, og fra Billund benytter KLM op til fire forskellige flytyper med plads til mellem 100 og 180 passagerer, mens Aalborg-ruten betjenes af både Boeing 737 samt de mindre Embraer-fly, der er indrettet med 88 til 100 sæder.

Skal man tro den foreløbige udmelding, er det ikke udelukket, at de vestdanske ruter til Amsterdam-Schiphol kan blive genstand for en vurdering.

“Hvis KLM er tvunget til at afgive slots, må man sige farvel til sine mindre fly for efterfølgende at fokusere på ‘mere betydningsfulde’ europæiske trafikstrømme med større fly og en lavere frekvens. Andre destinationer vil dermed forsvinde netværket,” understreger KLM.

Svære nyheder for luftfarten
Den hollandske stat ejer 70 procent af Royal Schiphol Group, der driver den hollandske storlufthavn, og hos infrastrukturminister Mark Harbers beklages beslutningen da også.

“Det er svære nyheder for luftfartssektoren, som stadig er ved at komme sig efter den enorme påvirkning af COVID-19-pandemien. Det er jeg meget opmærksom på. Vi vil nu uddybe detaljerne i vores beslutning om Amsterdam Schiphol-lufthavnen sammen med lokale beboere og luftfartsinteressenter,” udtaler Mark Harbers i en meddelelse fra den hollandske regering.

 

Relaterede artikler:

Få reduktioner på danske KLM-ruter

Nye kapacitetsudfordringer hos KLM i Amsterdam

Rute fra Aarhus til Amsterdam rykket længere væk