- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kapitalfond låner 5,1 milliarder kroner til SAS

Den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management vil låne SAS i alt 700 millioner dollars. Til gengæld får kapitalfonden sikkerhed i slots og EuroBonus-program og kan konvertere lånet til egenkapital.

SAS har sikret det finansielle grundlag til at holde selskabet flyvende under den igangværende Chapter-11 konkursbeskyttelse, der kan vare op til 12 måneder.

Det er den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management, der har ydet et såkaldt “debtor-in-possession”-lån (DIP) med en hovedstol på omkring 700 millioner dollars, hvilket svarer til næsten 5,1 milliarder danske kroner.

Den første halvdel af lånet udbetales, når konkursdomstolen i New York har godkendt lånefaciliteten, og de sidste 350 millioner dollars stilles til rådighed, når nogle andre betingelser er blevet opfyldt i henhold til låneaftalen.

“Vi er glade for at have sikret dette finansieringstilsagn fra investeringsselskabet Apollo Global Management, som følger en omfattende og konkurrencedygtig proces”, siger Carsten Dilling, bestyrelsesformand i SAS.

“Med denne finansiering vil vi have en stærk finansiel position til fortsat at støtte vores igangværende operationer gennem hele vores frivillige omstruktureringsproces i USA Apollo Global Management har en lang erfaring med at hjælpe med at opbygge stærkere, mere konkurrencedygtige virksomheder og omfattende erfaring inden for luftfartsektoren.

Kan konvertere lån til egenkapital
Det er ikke gratis at optage et så stort lån i den tilstand, som SAS befinder sig i. I en pressemeddelelse redegøres for den række gebyrer og omkostninger, der skal betales i forbindelse med milliardlånet.

Herudover fremgår det også, at SAS blandt andet stiller sikkerhed i visse slots (start- og landingstilladelser, red.) i London Heathrow Airport, aktier i visse selskaber i SAS-koncernen, herunder EuroBonus AB, der ejer alle rettigheder til loyalitetsprogrammet, visse ubehæftede fly og motorer samt koncerninterne tilgodehavender.

Endelig har Apollo Global Management sikret sig, at det bliver muligt at konvertere DIP-lånet til egenkapital, hvor Apollo i givet fald har indvilget i at forhandle med den danske stat om vilkår og betingelser, herunder at den danske stat samtidigt erhverver op til 250 millioner dollars (1,8 milliarder kroner) i aktier i SAS samtidig med Apollos eventuelle konvertering.

Aktiv i luftfart
Apollo Global Management er ikke ubekendt med luftfart. Kapitalfondens luftfartsafdeling ledes af Gary Rothschild, der også er direktør i det tilknyttede flyleasingselskab Merx Aviation.

“SAS er et af Europas førende flyselskaber, og vi er glade for at kunne støtte forretningsdriften, når de implementerer deres omstruktureringsplaner for at skabe et stærkere selskab. Hos Apollo har vi et væld af erfaring inden for kommerciel luftfart og støtter fuldt ud den omfattende SAS FORWARD-plan såvel som målene om at rekapitalisere selskabet efter afslutning af Chapter 11-processen,” siger Antoine Munfakh, partner i Apollo Global Management.

I 2017 blev Sun Country Airlines overtaget af den amerikanske kapitalfond, og for 10 dage siden blev det store amerikanske fragtflyselskab Atlas Air overtaget af en investorgruppe ledet af Apollo Global Management for 3,2 milliarder dollars (23,2 milliarder kroner).

Herudover købte Apollo Global Management sig for nogle uger siden ind i et Air France-datterselskab, der beskæftiger sig med motor- og flyvedligeholdelse. Investeringen lød på 500 millioner dollars (3,6 milliarder kroner).

 

Relaterede artikler:

Sådan forløber en Chapter 11-proces

Pilotstrejke fremrykkede Chapter 11-proces

SAS søger konkursbeskyttelse i USA