SAS. (Foto: Renatas Repcinskas | shutterstock.com)

SAS søger konkursbeskyttelse i USA

SAS har tirsdag morgen meddelt, at selskabet vil indgive en såkaldt Chapter 11-ansøgning ved en konkursdomstol i USA for at iværksætte en retslig proces til at håndtere de finansielle udfordringer.

Pilotstrejken, der blev igangsat mandag, har haft den øjeblikkelige og umiddelbare konsekvens for SAS, at selskabet nu indgiver ansøgning til en konkursdomstol i New York om konkursbeskyttelse under den såkaldte Chapter 11-ordning, som mange amerikanske og også udenlandske flyselskaber tidligere med succes har gennemført.

Det meddeleler SAS tirsdag morgen i en pressemeddelelse:

“Formålet med ansøgningen er at fremskynde transformationen af SAS ved at implementere vigtige elementer i SAS FORWARD-planen. Disse trin er i overensstemmelse med SAS’ meddelelse den 31. maj 2022 om at SAS FORWARD involverer komplekse forhandlinger med flere parter, og at virksomheden muligvis vil forsøge at anvende en eller flere retslige omstruktureringsprocedurer designet til at bistå med håndteringen af SAS’ økonomiske vanskeligheder og hjælpe med at fremskynde implementeringen af SAS FORWARD.”

Dermed kan SAS i løbet af 9 – 12 måneder få saneret gælden og efterfølgende få tilført ny kapital, mens den daglige forretningsdrift vil være upåvirket.

Juridiske redskaber er nødvendige
I processen har SAS til hensigt at indgå aftaler med vigtige interessenter, omstrukturere virksomhedens gældsforpligtelser samt omkonfigurere selskabets flyflåde.

Ifølge bestyrelsesformand Carsten Dilling er det en nødvendig proces for at sikre fremtiden for SAS.

“Vi har arbejdet tæt sammen med SAS’ ledelse for at drive SAS FORWARD fremad. Som del af denne proces har SAS også forberedt sig på muligheden for at bruge retslige omstruktureringsprocedurer for at adressere selskabets økonomiske situation. Den igangværende strejke udgør en væsentlig udfordring i forhold til at lykkes med vores transformation. I den forbindelse har bestyrelsen konkluderet, at juridiske redskaber er nødvendige for at gøre fremskridt i vores igangværende forhandlinger med vigtige interessenter, og i sidste ende at lykkes med at gøre SAS til en konkurrencedygtig og finansielt stærk virksomhed.

Den proces, vi har påbegyndt, vil gøre det muligt for SAS at fortsætte vores mere end 75-årige arv som værende en integreret del af skandinavisk infrastruktur og samfund. Vi er overbeviste om, at de handlinger, vi foretager, vil styrke SAS’ evne til at udnytte de betydelige muligheder forude, efterhånden som industrien fortsætter med at komme sig oven på pandemien.” siger Carsten Dilling.

Vil blive et endnu bedre flyselskab
Anko van der Werff, der kom til SAS i sensommeren 2021 er ikke ubekendt med Chapter 11. Han stod i spidsen for samme øvelse hos latinamerikanske Avianca umiddelbart inden han tiltrådte hos SAS.

“I løbet af de sidste mange måneder har vi arbejdet hårdt på at forbedre vores omkostningsstruktur og forbedre vores balance. Vi gør fremskridt, men der er stadig meget arbejde foran os, og den igangværende strejke har gjort en allerede udfordrende situation endnu hårdere. Chapter 11-processen giver os juridiske redskaber til at fremskynde vores transformation, samtidig med at vi kan fortsætte med at drive forretningen som normalt,” forklarer Anko van der Werff.

“Vi vil fortsætte med at bygge det rutenetværk, samt de produkter og services, som vores kunder forventer, og det vil vi fortsætte med i hele denne proces og efterpå. Jeg er overbevist om, at denne proces vil gøre os i stand til at blive et endnu bedre luftfartsselskab for vores kunder og en stærkere forretningspartner i de kommende år. At blive et mere konkurrencedygtigt luftfartsselskab vil kræve en indsats fra hele teamet og byrdefordeling mellem alle interessenter. Vi opfordrer SAS Scandinavias pilotfagforeninger til at afslutte deres strejke og deltage konstruktivt som en del af denne proces.”

 

Relaterede artikler:

“SAS flyver lige mod en konkurs”

Dansk Metal: SAS har ført skinforhandlinger

SAS-strejken er en realitet