- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kinesisk lufthavn blev verdens største i 2020

Den internationale lufthavn i Guangzhou blev med 44 millioner passagerer den største lufthavn i verden i 2020. Det er første gang, en kinesisk lufthavn opnår dette.

Coronapandemien satte ind i begyndelsen af 2020 og lammede den globale luftfart gennem hele året. Drastisk faldende passagertal og langt færre flyvninger blev en kendsgerning på alle kontinenter.

Den negative udvikling i antal rejsende har betydet et ”magtskifte” i toppen af listen over verdens største lufthavne. Efter at have ligget nummer ét i 22 år må Atlanta Hartsfield-Jackson International Airport i USA overgive sig til en kinesisk lufthavn.

Således blev Guangzhou Baiyun International Airport verdens største målt på passagerantal i 2020. Lufthavnen håndterede 43,8 millioner passagerer, oplyste lufthavnen mandag ifølge Global Times. Det er første gang nogensinde, at en kinesisk lufthavn topper listen over verdens største lufthavne.

Guangzhou-lufthavnen er blandt Kinas tre største sammen med Beijing Capital International Airport og Shanghai Pudong International Airport. I Guangzhou håndterede man 69,7 millioner passagerer i 2018, hvilket var 13. størst i verden. I 2019 rejste 73,4 millioner passagerer gennem terminalerne, hvilket gjorden til verdens 11. største.

Indenrigsfly holdt gang i trafikken
Guangzhou Baiyun International Airport formåede at klatre op som nummer ét i verden som følge af en effektiv kontrol med coronapandemien i Kina. Indenrigstrafikken kom efterhånden tilbage, i takt med at folk vendte retur på arbejde for at genoptage produktionen. Det medførte masser af rejser indenrigs i verdens mest befolkningsrige land.

Guangzhou-lufthavnen fløj op på førstepladsen over verdens største lufthavne sidste år, på trods af at den havde en passertilbagegang på 40 procent i forhold til 2019. Lufthavnen i Atlanta mistede over 60 procent af de rejsende i 2020 og håndterede i alt 42,9 millioner passagerer. I Guangzhou var der således kun cirka 900.000 flere passagerer end i den amerikanske lufthavn.

I februar håndterede Guangzhou-lufthavnen 967.000 passagerer, hvilket var den dårligste måned på hele året. Allerede i marts vendte billedet, og resten af månederne i 2020 var med vækst. Lufthavnen blev den største kinesiske i juli, og i november oversteg den fem millioner rejsende som den eneste kinesiske lufthavn.

Hongkong-lufthavn med stort passagerfald
Blot få timers kørsel i sydlig retning fra den internationale lufthavn i Guangzhou ligger Hong Kong International Airport. Og her var situationen en helt anden i 2020. Lufthavnen håndterede kun 8,8 millioner passagerer, hvilket var et fald på hele 87,7 procent i forhold til 2019. Hongkong-lufthavnen var med 71,4 millioner passagerer verdens 13. største i 2019.

Det kunne derfor tyde på, at Guangzhou-lufthavnen har fået en del af markedet fra Hongkong, da der er begrænset køretid i tog eller bil mellem de to lufthavne.

2021 vil vise, hvorvidt Atlanta Hartsfield-Jackson International Airport vender tilbage på tronen som verdens største lufthavn. I 2019 blev anden- og tredjepladsen på listen indtaget af henholdsvis Beijing Capital International Airport og Los Angeles International Airport.

 

Relaterede artikler:

Svensk virksomhed skal renovere verdens største lufthavn

Verdens største lufthavne i 2017

Hong Kong-lufthavn i frit fald