- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM: Overrasket over ny Schiphol-reduktion

Senest i 2026 vil det være slut med blandt andet natflyvninger til og fra Amsterdam-Schiphol, der indfører tre nye tiltag, som skal gøre lufthavnen mere bæredygtig, og det er kommet bag på KLM.  

Beslutningen om at reducere antallet af årlige flyoperationer, når vintertrafikprogrammet går i gang senere i år, har allerede bragt Amsterdam-Schiphol på kant med både IATA samt KLM og flere andre flyselskaber.

Ændringen er affødt af et ønske fra den hollandske regning, der er majoritetsejer af storlufthavnen. Politikerne vil gerne have, at luftkvaliteten forbedres samt at man mindsker de CO2-udledninger og støjgener, der stammer fra flytrafikken til og fra hovedstadslufthavnen.

Nu har lufthavnsledelsen præsenteret yderligere tiltag, der senest i 2026 skal bidrage til, at den daglige drift af lufthavnen bliver mere bæredygtig både for klimaet men også for beboerne i de nabolag, der grænser op til lufthavnens område. Den nyhed har dog overrasket KLM.

Sætter stopper for nat- og privatflyvninger
Schiphol oplyser, at det for det første skal være slut med natflyvninger. Det skal derfor gøres forbudt for fly at lette og lande mellem midnat og henholdsvis klokken 06.00 og 05.00, ligesom man vil indføre en begrænsning for antallet af flyvninger, der må foretages lige inden midnat eller så snart, at forbuddet ophører om morgenen.

Den beslutning vil betyde, at der ender med at være 10.000 færre natflyvninger i området hvert år. Derudover vil lufthavnen mindske støjen endnu mere ved gradvist og løbende at stramme reglerne for hvilke flytyper, der må gøre brug af lufthavnen.

Yderligere vil man også sætte en stopper for privatfly, da de udleder omkring 20 gange så meget CO2 per passager, som tilfældet er med kommercielle passagerfly. Lufthavnen noterer sig samtidig, at op mod 50 procent af privatflyvningerne har populære feriemål såsom Ibiza, Cannes eller Innsbruck som slutdestination, og lufthavnen påpeger, at disse betjenes med rutefly, som de rejsende kan benytte i stedet.

I tillæg til de tre initiativer, der står til at blive indført i 2025 og 2026, dropper Schiphol også planerne om at anlægge endnu en bane i lufthavnen, og derfor har man bedt regeringen om at frigive den jord, der har været reserveret til dette projekt.

Stor overraskelse for KLM
Nyheden fra lufthavnen er tilsyneladende kommet bag på KLM, der i en officiel udmelding gør det klart, at flyselskabet undrer sig over, at luftfartsbranchen ikke er blevet taget med på råd, inden beslutningen blev truffet.

”Vi er meget overraskede over, at Schiphol ensidigt fremsætter et forslag, der vil få vidtrækkende konsekvenser for flyselskaberne uden at inddrage brancheaktørerne i processen. Det er nødvendigt med samarbejde mellem alle dele af branchen, hvis luftfarten skal opnå en balance i hensynet til omgivelserne og klimaet.”

KLM fortæller samtidig, at man sammen med Delta Air Lines og en række andre flyselskaber vil formulere et samlet svar på de nye tiltag, som vil blive overbragt til det hollandske ministerie for infrastruktur og vandforvaltning senest den 15. juni.


Relaterede artikler:

Flyselskaber vil gå rettens vej mod Schiphol (opd.)

Schiphol må endnu en gang indføre passagerloft

KLM vil drøfte Schiphol-reduktion med regeringen