- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

København blandt de største SWISS-destinationer

I det kommende vintertrafikprogram vil København være én af de mest betjente destinationer af SWISS fra basen i Zürich. Flyselskabet vil desuden flyve fra Genève til den danske hovedstad.

Flyselskaberne rundt om i Europa begynder for alvor at skrue op for trafikken, i takt med at rejserestriktioner under coronapandemien lempes.

SWISS er blandt de selskaber, der er klar til at betjene et væld af destinationer i vintertrafikprogrammet 2021/22, der løber fra 31. oktober til 27. marts næste år. Flyselskabet kan tilbyde i alt 90 destinationer fra Zürich og Genève i løbet af vinteren, og det vil være ligeså mange som i vinteren 2019. Dog vil antallet af frekvenser være færre.

Fra Zürich vil SWISS betjene 60 kortdistanceruter og 21 langdistanceruter. København vil være blandt de destinationer med flest frekvenser sammen med Stockholm, Berlin, Hamborg, Lissabon, London, Málaga, Kiev og Beograd. Til København vil SWISS have 13 ugentlige afgange i den første del af vintertrafikprogrammet.

Vinterrute fra Genève til CPH
I løbet af vinteren vil SWISS også sende fly fra Genève til København. ’Vintersportssæsonen vil være et særligt fokus for SWISS’ Genève-ruter. Flyselskabet vil tilbyde et omfattende trafikprogram til især kunder fra Storbritannien og Skandinavien,’ oplyser det schweiziske flyselskab.

Dermed vil SWISS sende fly til den danske hovedstadslufthavn fra to forskellige byer. Flyselskabet betjener ikke København fra Genève i det nuværende sommertrafikprogram. Til gengæld havde SWISS en sommerrute fra Zürich til Billund med to ugentlige afgange i i løbet af juli og august. Denne rute forventes at vende tilbage i foråret næste år.

Mens SWISS i vintertrafikprogrammet flyver til 81 destinationer fra Zürich, vil der være forbindelser til i alt 25 destinationer fra Genève.

Tre fjerdedele af flåden beskæftiget
Samlet set forventer SWISS i den kommende vinter at kunne tilbyde omkring 50 procent af den kapacitet, der blev tilbudt i 2019. Af de 92 fly i flåden hos SWISS, vil i alt 47 kortdistancefly og 22 langdistancefly være aktive.

”Vi har udarbejdet vores tidsplaner for det kommende vintertrafikprogram for at give vores kunder det bredest mulige udvalg af ruter og forbindelser, samtidig med at vi stadig opretholder et robust og pålideligt rutenetværk,” siger Tamur Goudarzi Pour, kommerciel direktør i SWISS.

SWISS’ vintertrafikprogram til og med 16. januar 2022 er offentliggjort, mens det resterende del af vinterens program først lægges frem i oktober.

 

Relaterede artikler:

SWISS sætter ny Zürich-rute på pause

Succesfuld start for SWISS i Billund

SWISS med langdistancefly til CPH