- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Københavns Lufthavn åbner Finger E

H.K.H Kronprinsen klippede tirsdag officielt snoren og markerede dermed åbningen af Københavns Lufthavns største udvidelse, siden Terminal 3 så dagens lys i slutningen af 1990’erne.

”Det er en af de største og vigtigste udvidelser i flere årtier. Vi bygger videre på noget, andre har skabt, når vi bygger fremtidens lufthavn. Og vi har bygget på den siden 1925,” sagde Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye, i sin tale ved den officielle åbning.

Og den nye Finger E er et stort byggeri. Første etape er på 28.000 kvadratmeter, og når anden etaper åbner næste år, kommer det samlede areal op på 36.000 kvadratmeter. Det betyder ifølge CPH selv, at lufthavnen arealmæssigt vokser med cirka 15 procent. Samlet pris er i omegnen af to milliarder kroner.

Luftfoto af Finger E i Københavns Lufthavn (foto: CPH)

Første etape af den nye finger rummer én fleksibel, brobetjent gate med plads til enten én Airbus A380 eller to mindre fly i Code C-størrelse, det vil sige Airbus A320-familien eller Boeing 737. Derudover rummer bygningen også syv busgates. Når næste etaper indvies næste år, lægges yderligere tre nye, bygningsbetjente gates til.

Lufthavnen måtte tænke hurtigt
Bagved selve terminalbygningen ligger en 4.000 kvadratmeter stor kontorbygning, der skal huse politi, kontorpladser, lager og teknik. Og mellem de to bygninger, er der blevet plads til endnu en helt ny bygning med paskontrol med 11 pasbokse. Den bygning var slet ikke en del af de oprindelige planer, men ændrede EU-regler gjorde, at lufthavnen var nødt til at tænke hurtigt. Og for blot to år siden besluttede man sig så for at etablere den nye paskontrol i en selvstændig bygning, fremfor at placere den inde i selve fingeren.

Paskontrol i Finger E. Med Danmarks største glasmosaik af Alexander Tovborg (foto: CPH)

Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har tegnet terminaler og andre lufthavnsbygninger for Københavns Lufthavn siden 1939, har tegnet Finger E sammen med Zeso Architects. Og arkitekturen trækker da også klare linjer tilbage til blandt andet Vilhelm Lauritzens Terminal 2 fra 1960. Og det var noget, som arkitekt og tv-vært Ane Cortzen, hæftede sig ved i sin tale ved åbningen.

”Her er flere detaljer, der går igen fra tidligere. Her er gedigne materialer af høj kvalitet. Her er de lyse træriller i loftet, og så er der måden, dagslyset bliver trukket ned på. Her er rene linjer og god fornemmelse af flow. Og det er vigtigt i en lufthavn,” sagde Ane Cortzen.

Konkurrerer med Stockholm og Hamburg
Finger E er indrettet med både Schengen- og Non-Schengen-områder, og standpladserne skal kunne håndtere de største flytyper i Code E og F, og derfor kommer fingeren også primært til at huse en række af de interkontinentale ruter. Og det var noget, som Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen, tillagde betydning i sin tale, da han – udover sit borgmesterhverv – i år også er formand for Greater Copenhagen-samarbejdet mellem fire regioner med fire millioner indbyggere på begge sider af Øresund.

”Vi konkurrerer med byer som Stockholm og Hamburg om at være den mest dynamiske vækstregion i Nordeuropa. Men vi kan kun tiltrække globale virksomheder, hvis vi har en international lufthavn med et konkurrencedygtigt rutenet. Derfor er udvidelsen af lufthavnen særlig vigtig for os – og for Danmark,” sagde Frank Jensen i sin tale.

De nye busgates i Finger E (foto: Søren Hedegaard Nielsen)

Det røde bånd klippet
Efter talerne klippede H.K.H. Kronprinsen så det røde bånd, der markerede den officielle åbning af Finger E.

”Der er faktisk tradition for Kongelig deltagelse ved de helt store bygge-begivenheder her i lufthavnen. Kong Frederik den 9. indviede Terminal 2 i 1960. En lidt yngre H.K.H. Kronprins Frederik indviede Terminal 3 i 1998. Nu er turen kommet til dette – synes vi selv – meget smukke, nordiske og funktionelle terminalbyggeri,” sagde Thomas Woldbye.

Finger E tages i drift 6. juni, og første ankomst bliver et SAS-fly kl. 10.30.

 

Relaterede links

CPH vil udvide terminalerne

CPH vil fjerne gang til lavprisfinger

CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger