Luftfarten må indstille sig på lavere vækst end hidtil i 2026. Sådan lyder det fra IATA, hvor man dog også hæfter sig ved, at branchen har en god omstillingsevne.
Den Internationale Luftfartssammenslutning, IATA, er kommet med en forudsigelse af, hvordan det kommer til at gå i 2026, og der er en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed er, at den globale efterspørgsel efter flyrejser fortsat forventes at vokse i 2026.
Den dårlige nyhed er, at væksten kommer til at foregå i, hvad IATA kalder ”et markant langsommere tempo end i de seneste år.”
På brancheniveau forventes indtægtsbærende passagerkilometer (RPK) at stige med blot 2,1 procent sammenlignet med året før. Det afspejler konsekvenserne af de igangværende kamphandlinger i Mellemøsten og det deraf følgende energichok, lyder det.
Pres på både luftfarten og verdensøkonomien
IATA skriver, at den kraftige stigning i oliepriserne og den endnu større stigning i brændstofomkostningerne, som irankrisen har kastet af sig, lægger pres på både luftfartsindustrien og den globale økonomi.
Væksten i det globale BNP vil sandsynligvis miste omkring et halvt procentpoint og ende på cirka 2,5 procent i 2026, mens inflationen kan stige til fem procent, hvilket vil reducere husholdningernes købekraft.
”Mellemøsten forventes også at opleve et markant fald på 11,4 procent i RPK i 2026. Konsekvenserne er ikke overraskende størst i denne region, som er ramt af begrænsninger i luftrummet og andre operationelle udfordringer, hvilket medfører et betydeligt tab af transfertrafik,” tilføjer IATA.
Stor forskel på tværs af kontinenterne
Når det gælder procentuel vækst, så er der stor forskel på markederne på forskellige kontinenter. Afrika forventes at registrere den stærkeste trafikvækst i 2026 med 10 procent, efterhånden som rejsemønstrene ændrer sig. Den afrikanske vækst skal dog ses i lyset af et meget lavt absolut niveau sammenlignet med andre regioner.
Asien-Stillehavsregionen forventes at vokse med 5,1 procent og vil være den største bidragyder til den globale trafikvækst med mere end halvdelen af den samlede stigning.
Passagertrafikken i Europa forventes at vokse med 2,8 procent, delvist som følge af omdirigeret trafik fra Mellemøstens forstyrrede langdistanceruter.
Den europæiske trafik bevæger sig samtidig i retning af flere fritidsrejser og besøg hos venner og familie, hvor rejsende i højere grad vælger destinationer tættere på hjemmet, lyder det.
Robuste økonomier i Latinamerika og et svækket USA
Trafikken i Latinamerika forventes ifølge IATA at vokse med fem procent, understøttet af relativt robuste regionale økonomier.
Sådan står det dog ikke til i Nordamerika. Her ventes en begrænset vækst på 0,8 procent. Det skyldes dels et modent marked, men også en aftagende økonomi i USA, som særligt begrænser vækstpotentialet på det amerikanske indenrigsmarked.
”Samlet set forventer vi, at udsigterne for passagertrafikken i 2026 vil aftage mærkbart, men fortsat være positive. Selvom væksten bliver svagere og mere ujævnt fordelt mellem regionerne, fortsætter branchen med at vokse,” skriver IATA og tilføjer:
”Det understreger luftfartens bemærkelsesværdige evne til at tilpasse sig pludselige og alvorlige eksterne chok samt passagerernes vedvarende behov for at rejse.”
Relaterede artikler:
Irankrisen: Europas luftfartssektor er sårbar