Fly tankes op. (Foto: Norwegian | Aalborg Lufthavn | PR)

Irankrisen: Europas luftfartssektor er sårbar

Mens energikrisen i Europa endnu ikke har vist sig at være så slem som frygtet, så kan det værste stadig være på vej. Således bliver de nationale buffere af olie løbende reduceret, hvilket kan slå igennem i september og ramme luftfarten særligt hårdt.

Lukningen af Hormuzstrædet, som Irankrigen førte med sig, skabte bekymringer i den europæiske energisektor og frygt for, at Europa ville løbe tør for flybrændstof. Men indtil videre har der været mere ro på energimarkederne, end mange eksperter har forventet.

Det betyder dog ikke, at bekymringerne er sparket til hjørne, skriver Politico. Således siger analytikere, at europæiske regeringer undervurderer alvoren af det chok, som kan være på vej.

De mener, at priserne på olie, gas og andre energiprodukter, særligt flybrændstof, har holdt sig på et relativt lavt niveau, og påpeger, at myndighederne har gentaget, at forsyningssituationen er under kontrol, mens internationale institutioner mener, at vi befinder os i historiens værste energikrise.

Det skyldes, at Europa har formået at tilpasse sig godt ved at øge importen af energiprodukter fra USA og andre producenter samt øge den indenlandske produktion, mens man også fremskynder byggeriet af vedvarende energikilder.

Til gengæld lyder det fra analytikere og embedsmænd, at lappeløsninger ikke kan blive ved med at skjule, at en stor del af verdens energiproduktion fortsat er fanget i Hormuzstrædet, og at energibesparelser kan være på vej til Europa på samme måde, som de allerede er en del af virkeligheden i mange dele af Asien.

Global buffer bliver mindre
Prisen på Brent-råolie er steget mindre, end de mest pessimistiske prognoser forudså. Det skyldes blandt andet leverancer fra USA og andre producenter samt frigivelse af nationale nødlagre.

Det sidste betyder dog, at den globale buffer bliver mindre, i takt med at regeringer gradvist tømmer reserverne.

En rapport, som det økonomiske analysefirma Oxford Economics offentliggjorde for nylig, viser eksempelvis, at olielagrene kan nå et kritisk niveau i september i år, hvis Hormuzstrædet fortsat er lukket efter juli. Det kan føre til oliepriser, som er højere end 150 dollars pr. tønde.

I Europa er det særligt flybrændstof, som skaber bekymring. Mens Det Internationale Energiagenturs (IEA) forudsigelse om, at Europas forsyning ville slippe op inden udgangen af maj, ikke holdt stik, så er der frygt for, at vi kan være ved at gå ind i en krise i søvne her på kontinentet.

Har ikke reduceret efterspørgslen
Situationen er den i dag, at europæerne fortsat flyver næsten lige så meget, som de tidligere har gjort, fordi flyselskaberne har udtrykt optimisme.

Det understreger dog ifølge Politico, at de europæiske regeringer ikke har gjort meget for at reducere efterspørgslen, hvilket på længere sigt kan skabe et større pres.

Konsulenthuset Kpler vurderer, at efterspørgsel svarende til mere end 50.000 tønder flybrændstof om dagen stadig skal fjernes, inden vi rammer september. Samtidig opfordrer Europa-Kommissionen regeringer til at koordinere gennemførelsen af efterspørgselsreducerende tiltag.

Ditte Juul Jørgensen, afgående generaldirektør for EU’s energidirektorat, har også udtrykt bekymring. Hun advarede således diplomater i maj om, at lagrene af flybrændstof kan komme under pres allerede til efteråret afhængigt af, hvordan den geopolitiske virkelighed udvikler sig.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM: Nok brændstof til sommeren

Problemer med brændstofforsyning i flere lufthavne

Lufthansa: Vi forventer ikke brændstofmangel