- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Litauisk ACMI-selskab går i rekonstruktion

Avion Express, der blandt andet har fløjet for Norwegian og Sunclass, har igangsat en rekonstruktion af selskabet som følge af finansielle udfordringer i forbindelse med coronakrisen.

For et par år siden var litauiske Avion Express verdens største ACMI-operatør af kort- og mellemdistancefly, men dette marked er faldet fuldstændig sammen efter COVID-19-pandemien, da ingen flyselskaber i øjeblikket har brug for ekstra kapacitet.

Derfor har Avion Express været nødsaget til at søge rekonstruktion for at kunne søge retslig beskyttelse for selskabets kreditorer og få skabt en langsigtet finansiel løsning. Det skriver aviator.aero.

På trods af rekonstruktionen vil Avion Express fortsat kunne sende de nuværende 12 fly på vingerne, hvoraf seks er af typen Airbus A320, mens de øvrige seks er A321.

”For at klare de udfordringer, som COVID-19 har medført, er der foretaget mange ændringer i virksomheden i løbet af 2020. Som et yderligere skridt, ud over de nylige justeringer og optimeringer, har vi besluttet at starte en finansiel omstrukturering og søge beskyttelse mod selskabets kreditorer. En sådan beslutning har til formål at optimere koordineringen af ​​vores kreditorers interesser og sikre en bæredygtig fremtid for aktiviteterne i Avion Express,” siger Darius Kajokas, der er administrerende direktør for Avion Express.

Overskud i 2019
Avion Express offentliggjorde for nylig årsrapporten for 2019, og den viste en omsætning på 149,5 millioner euro, hvilket svarer til 1,1 milliarder kroner. Overskuddet blev på 17,3 millioner euro, eller godt 130 millioner kroner.

“Virksomheden mister en betydelig del af sin omsætning på grund af spredningen af ​​COVID-19. Den igangværende krise vil også have indflydelse på virksomhedens rentabilitet. I denne tid med stor usikkerhed, især inden for luftfartsindustrien, er det svært eller endog umuligt at estimere, hvad den igangværende krises langsigtede effekt vil have på virksomheden,” hed det i årsrapporten.

I sommeren 2019 rådede selskabet over 22 fly, hvilket er noget mere end de 12 fly, der er tilbage i flåden i dag. Antallet af ansatte er også faldet dramatisk, og i august i år var der angiveligt kun 97 ansatte på lønningslisten, ifølge The Baltic Course.

Blandt de tidligere kunder i Avion Express finder man blandt andre Condor. LOT, Norwegian, Sunclass, Transavia og TUI.

 

Relaterede artikler:

Endnu en baltisk ACMI-operatør på vej

LOT sikrer sig A320 i stedet for 737 MAX

Baltiske flyselskaber har kronede dage