- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa grounder A340´ere i op til 18 måneder

I løbet af de kommende måneder vil samtlige 17 Airbus A340-600 langdistancefly fra Lufthansa blive parkeret til langtidsopbevaring i en lufthavn i det nordøstlige Spanien.

Der bliver snart trængsel i Teruel Airport, der er hjemmehørende i Spanien mellem Zaragosa og Valencia i et område med 240 solskindage om år og begrænset nedbør. I den spanske lufthavn finder man Tarmac Aerosave, der er specialiseret i langtidsopbevaring af fly.

Kapaciteten i Teruel er på flere end 200 fly, og inden længe vil 17 langdistancefly fra Lufthansa blive placeret på lufthavnens arealer i det nordøstlige Spanien. Lufthansa har allerede fløjet tre Airbus 340-600 til Teruel, og i løbet af de kommende måneder vil yderligere 14 fly af samme type følge efter. 

“Disse fly vil ikke være i rutedrift i mindst et år til halvandet,” skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.

Selskabet understreger dog, at det kan komme på tale at genindsætte maksimalt 10 af flyene, men at den beslutning vil blive taget på et senere tidspunkt.

Over 50 fly taget ud af produktion
For lidt mere end en uge siden meddelte Lufthansa, at man ville tage 42 fly fra koncernens tyske flyselskaber ud af produktion. I dette tal var syv Airbus A340-600 inkluderet, og det er således yderligere 10 fly, som på mellemlang sigt forsvinder fra koncernens flåde.

I forvejen er det besluttet at vinke farvel til seks Airbus A380-800, fem Boeing 747-400 samt 11 Airbus A320-200 fra Lufthansa German Airlines, mens der forsvinder tre Airbus A340 fra Lufthansa CityLine og 10 Airbus A320 fra Eurowings.

Før coronakrisen rådede Lufthansa German Airlines over 300 fly, mens hele koncernen tilsammen havde rådighed over i omegnen af 750 fly.

Ikke en helt almindelig lufthavn
Lufthavnen i Teruel ligger i et af de mest øde områder i Spanien, og det er et ganske særpræget syn, der venter, hvis man slår et smut forbi. I modsætning til store internationale lufthavne er der ikke skyggen af check-in-skranker, lounges, bagagebånd, kaffebarer, taxiholdepladser eller shuttle-busser. Af den simple grund, at der ikke er kommercielle flyvninger fra lufthavnen.

Teruel-lufthavnen blev bygget af helt andre årsager. En lokal forretningsmand, Lopez Soriano, fostrede idéen og fremlagde forslaget om at bygge en industriel lufthavn med det formål at kunne servicere luftfartsindustrien. Projektet blev støttet af den regionale regering i Aragón og fik finansiering via et lokalt udviklingsprogram kaldet FITE. Efter flere ændringsforslag stod lufthavnen færdig og godkendt til brug i februar 2013. Byggeriet begyndte i 2009.

Det er planen, at Teruel-lufthavnen i fremtiden skal bruges til andet end opbevaring, vedligeholdelse eller genbrug af fly. Lufthavnens bane på 2.825 meter kan også håndtere suborbitale luftfartøjer, som kan flyve op til en højde af 145 kilometer i stratosfæren.

 

Relaterede artikler:

Lukker Germanwings og reducerer med 42 fly

Lufthansa: Vi bliver mindre efter coronakrisen

27.000 Lufthansa-ansatte skal på korttidsarbejde