- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lyntest klar i Danmarks næststørste lufthavn

Borgere og erhvervsliv vil fra fredag kunne få en lyntest i Billund Lufthavn i et testcenter fra SOS International. Testen accepteres dog ikke på alle rejsedestinationer.

Endnu en dansk lufthavn får et testcenter, hvor passagerer og andre interesserede kan blive testet for COVID-19 og få hurtigt svar.

Det er assistanceorganisationen SOS International, der åbner et testcenter i Billund Lufthavn fra fredag 6. november. Der tilbydes en såkaldt antigentest, hvor der foreligger svar efter kun 15 minutter. Testen koster 375 kroner og skal bestilles på forhånd hos SOS International. Testcenteret supplerer det offentlige tilbud, som Region Syddanmark har i lufthavnen.

Testcenteret får placering i et lokale i lufthavnsterminalen umiddelbart før check-in-området, oplyser Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk. Testpersoner vil derfor kunne vente indendørs i modsætning til i Aalborg Lufthavn. Her foregår antigentesten i en opvarmet skurvogn på et parkeringsareal uden for terminalen, mens ventetiden kan tilbringes i et telt.

”Kæmpe fordel for virksomheder”
SOS International og Billund Lufthavn er glade for samarbejdet, der gerne skal få gang i erhvervsrejserne.

”Billund Lufthavn ligger i et stærkt erhvervsområde med omkring 400.000 jobs, der relaterer sig til eksporten. Så der er et udtalt behov for udenlandske erhvervsrejser. Samarbejdet med SOS International gør, at erhvervsrejsende kun skal vente 15 minutter på resultatet, før de kan komme videre,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

”Det er en kæmpe fordel for virksomhederne, og det kan med stor sandsynlighed være med til at lempe deres interne rejsevejledninger.”

Også formand for Trekantområdet Danmark, Jens Ejner Christensen, der er borgmester i Vejle Kommune, er glad for muligheden med lyntest i Billund Lufthavn.

”Trekantområdet er Danmarks Produktionscentrum. Vi huser rigtig mange industri- og produktionsvirksomheder, der eksporterer til hele verden – og dermed bidrager anseeligt til den samlede danske økonomi. Derfor er muligheden for at gennemføre smidige forretningsrejser særligt vigtig for virksomhederne i Trekantområdet,” siger han til CHECK-IN.dk.

Stor efterspørgsel fra private borgere
SOS International understreger, at COVID-19-antigentesten, der foregår ved podning i næsen, er et supplement til det offentlige tilbud. Kun symptomfri personer kan få en lyntest.

”Vi vil gerne bidrage til at holde samfundet i gang og støtte op om erhvervslivet. Det kan være en stor udfordring for virksomheder at undvære medarbejdere, der skal holde sig hjemme, mens de venter på at blive testet og få svar,” siger divisionsdirektør Karin Tranberg fra SOS International.

Indtil videre driver SOS International tre testklinikker med antigentest i Danmark – herunder en i Aalborg Lufthavn. Organisationen oplever stor efterspørgsel fra private borgere, der ønsker et hurtigt svar på, om de positive med COVID-19.

Den antigentest, som SOS International bruger, er produceret i Frankrig af Biosyntex. Testen er valideret af den danske lægefaglige rådgivningsvirksomhed Medkoncept.

Lyntest accepteres ikke på alle destinationer
Andelen af påviste tests, som er korrekt identificeret, er over 95 procent, mens andelen af negative tests, som er korrekt identificeret, er på 100 procent. Testresultaterne bliver leveret til Statens Serum Institut.

SOS International kan ikke garantere, at deres COVID-19-pas anderkendes som gyldigt testsvar på visse udenlandske destinationer.

”Nogle flyselskaber, lufthavne med mere kræver testsvar fra en PCR-test. PCR-testen er den, man får lavet ved det offentlige. Vi laver en antigentest. Testsvar fra en antigentest accepteres nogle steder – men altså ikke alle. Derfor opfordrer vi folk til selv at søge information om, hvilken test der kræves på de enkelte destinationer,” siger Nina Juhl Østergaard, presserådgiver i SOS International, til CHECK-IN.dk.

Der er hurtigt svar på en lyntest, da der ikke kræves laboratoriearbejde i arbejdet med at finde et positivt eller negativt testresultat. Men det er således ikke alle lande og lufthavne, der anerkender denne form for testmetode.

 

Relaterede artikler:

CPH: Lyntests skal være myndighedsgodkendt

Aalborg Lufthavn først med COVID-19-lyntest

Kun hver tredje i COVID-19-testcenter er flypassager