- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

MAX-forstyrrelser kan forsætte ind i 2021

Topchefen for førende flyleasingfirma forudser MAX-forstyrrelser helt ind i 2021. Samtidig tager USA’s luftfartsmyndigheder nu fuld kontrol over MAX-certificeringen.

Flyveforbuddet mod Boeing 737 MAX kan medføre operationelle forstyrrelser helt ind i 2021. For selv om flytypen får myndighedernes tilladelse til at flyve igen, står flyselskaberne over for en stor udfordring med at få flyene tilbage i drift igen.

Det siger topchefen for SMBC Aviation Capital, som er et af verdens førende flyleasingselskaber, i et interview med Air Transport World.

Store udfordringer ved tilbagevenden
”Vores håb er, at flyene opgraderes (og godkendes, red.) relativt snart, men selv efter dette er der et betydeligt arbejde med at få flyet tilbage i luften. Vi kan komme ind i 2021, før situationen begynder at blive løst fuldt ud. Det kan tage mange måneder at få fartplanerne tilbage på sporet,” siger Peter Barrett, administrerende direktør i SMBC Aviation Capital.

Det irske leasingselskab ejer i dag seks 737 MAX og har en ordre på yderligere 89 hos Boeing. Peter Barrett siger, at SMBC har været i tæt kontakt med Boeing om situationen, og han forventer, MAX-opgraderingerne vil blive rullet ud i løbet af første kvartal 2020.

FAA skærper kontrollen
Mens Boeing fortsætter arbejdet med at få 737 MAX-flyene opgraderet, tager de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, yderligere kontrol med certificeringen af MAX-fly.

Boeing har hidtil efter en aftale med FAA haft mulighed for selv at udstede luftdygtighedscertifikater for individuelle MAX-fly, men fremover vil flyene først få tilladelse til at flyve, efter at FAA også har udstedt et luftdygtighedscertifikat til det individuelle fly.

“FAA har i dag meddelt Boeing, at agenturet vil beholde myndigheden over udstedelsen af ​​luftdygtighedscertifikater for alle nye 737 MAX-fly. Denne handling er i tråd med administrator Steve Dicksons forpligtelse til, at agenturet fuldt ud kontrollerer godkendelsesprocessen for flyets sikre tilbagevenden til service,” skriver FAA i en meddelelse.

Steve Dickson er FAA’s øverste chef og tiltrådte i august i år. Han er tidligere pilot og direktør for flyoperationer i flyselskabet Delta Air Lines.

Fortsat usikkerhed om godkendelse
Ifølge FAA vil ændringen af godkendelsesproceduren ikke have betydning for de 737 MAX-fly, som allerede er leveret til kunder. Operatører af disse fly skal i stedet forholde sig til de direktiver, som FAA kommer til at udstede i forbindelse med en kommende ophævelse af flyveforbuddet mod 737 MAX.

Hvornår det kommer til at ske, er fortsat usikkert, meddeler FAA.

”FAA har ikke afsluttet sin gennemgang af 737 MAX designændringer og tilhørende pilotuddannelse. Agenturet vil ikke godkende flyet til tilbagevenden til service, før det har afsluttet adskillige runder af omhyggelig testning,” skriver FAA.

 

Relaterede artikler:

Boeing præsenterer nyt MAX-fly

Boeing vil levere MAX-fly før endelig godkendelse

Flyselskab fjerner MAX frem til oktober 2020