- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

MAX-kunde lægger sag an mod Boeing

Et russisk flyleasingselskab har lagt sag an mod Boeing og vil have ophævet en kontrakt på køb af 35 Boeing 737 MAX 8. Det er den første MAX-retssag mod den amerikanske flyproducent.

Boeing står over for sin første retssag anlagt af en kunde i forbindelse med MAX-krisen.

Det er det russiske flyleasingselskab Avia Capital Services, et datterselskab til det russiske statskonglomerat Rostec, der har lagt sag an mod den amerikanske flyproducent.

Avia Capital Services hævder ifølge Financial Times, at de to dødsulykker med henholdsvis Lion Air- og Etiopian Airlines-fly skyldtes ”uagtsomme handlinger og beslutninger fra Boeing”. Der kritiseres blandt andet et ”mangelfuldt” design, og ”tilbageholdelse af kritisk information” over for de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, ved certificeringen af Boeing 737 MAX.

Sagen blev mandag lagt an i Cook County Circuit Court i Chicago. Avia Capital Services hævder, at Boeing ”med vilje” har undladt at videregive informationer om luftdygtigheden af MAX-flyene til sine kunder – herunder Avia. Det skulle være gjort for at få selskaberne til at købe flyene.

Vil have annulleret MAX-ordre
Før samtlige MAX-fly i verden blev groundet i marts i år, nåede Avia Capital Services at bestille 35 Boeing 737 MAX 8. Nu ønsker det russiske flyleasingselskab at annullere ordren. Selskabet skal have betalt et depositum på 35 millioner dollar (235 millioner kroner, red.) i forbindelse med ordren, og nu vil det have returneret beløbet med renter sammen med 75 millioner dollar (504 millioner kroner, red.) i tabt overskud.

Boeing har allerede tilbudt et utilstrækkeligt erstatningsbeløb til Avia Capital Services, siger Steven Marks, der er advokat for det russiske selskab, over for Financial Times. Steven Marks arbejder for det Miami-baserede advokatfirma Podhurst Orseck, der specialiserer sig i luftfartssager. Han fortæller, at flere andre Boeing-kunder har kontaktet ham for også at anlægge lignende sager.

”Jeg tror, ​​man vil se en række andre flyselskaber lægge sag an i de kommende måneder. Denne sag vil være den første af mange, der kommer,” siger Steven Marks.

Advokaten repræsenterer også 30 familier, der havde ofre for MAX-ulykkerne i henholdsvis oktober sidste år og marts i år. Ulykkerne kostede tilsammen 346 mennesker livet.

Fik udsat leveringer
Oprindeligt skulle Avia Capital Services have modtaget de 35 Boeing 737 MAX 8-fly i perioden fra oktober i år til februar 2022. Men allerede inden de to ulykker aftalte Boeing og Avia Capital Services at udsætte leveringen af 33 af flyene til mellem marts 2022 og december 2024. Årsagen er ukendt.

Boeing har over for Financial Times afvist at kommentere på, at Avia Capital Services har lagt sag an som følge af krisen efter MAX-ulykkerne. Tilbage i april sagde Dennis Muilenburg, koncernchef i Boeing, at man havde fulgt alle design- og certificeringsprocesser nøje for at producere sikre fly.

 

Relaterede artikler:

MAX-piloter lægger sag an mod Boeing

Boeing kan blive tvunget til at indstille MAX-produktion

MAX koster Boeing milliarder