- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Menzies forlænger USA-aftale med Norwegian

Kvaliteten af og prisen på handlingydelser varierer i lufthavne over hele verden, og derfor ser man også, at de store globale flyselskaber ikke nødvendigvis har en fast global leverandør, men i stedet køber produkterne hos de leverandører, der kan levere de bedste og billigste ydelser.

Sådan er det også med Norwegian, der netop har forlænget handlingaftaler med Menzies Aviation i fire amerikanske lufthavne. I de kommende to år skal Menzies Aviation således stadig levere handlingydelser til det norske lavprisflyselskab i Newark Liberty International Airport, Fort Lauderdale-Hollywood International Airport, Orlando International Airport samt Los Angeles International Airport.

Det betyder, at omkring 3.000 fly i de kommende to år skal håndteres af Menzies Aviation i de fire amerikanske lufthavne.

Menzies i København og Oslo
Aftalen omfatter groundhandling og cargo i de nævnte lufthavne, skriver Air Cargo Week.

“Disse kontraktforlængelser er et bevis på det gode samarbejde, som Menzies har haft med Norwegian igennem de seneste fem år, og vigtigst af alt, kvaliteten af ​​den service, der leveres af Menzies-ansatte i hver lufthavn. Vi ser frem til yderligere at styrke vores forhold til Norwegian i de kommende to år,” udtaler Giles Wilson, der er koncernchef hos Menzies Aviation.

I lufthavnene i København og Oslo har Menzies Aviation siden den 1. april 2015 varetaget handlingen af Norwegians fly, mens Aviator stadig har opgaverne i Stockholm-Arlanda.

Til gengæld har Norwegian i slutningen af 2016 etableret eget handlingselskab i Storbritannien, da der var stigende utilfredshed med ydelserne fra Aviator. Norwegians handlingselskab, Red Handling, overtog den 1. december 2016 handlingen af de rødnæsede fly i London Gatwick Airport.

 

Relaterede artikler:

Norwegian: Uacceptabel håndtering af bagage

Norwegian rykker ind i Eventyr Lounge

Norwegian: Ingen planer om skandinavisk handlingselskab