- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Motorer på nye A330neo skal også tjekkes

De europæiske myndigheder har beordret nye tjek af Rolls-Royce-motorer efter fund af revner. Nu skal motorer på både Boeing 787 og Airbus A330neo tjekkes.

Flymotoren Trent 1000 fra den britiske motorproducent Rolls-Royce har vist sig at være noget af et problembarn. Problemerne med motortypen begyndte allerede i 2016, da det japanske flyselskab All Nippon Airways opdagede, at turbinebladene i selskabets nye Boeing 787 Dreamliner-fly blev uforholdsmæssigt hurtigt nedslidt.

Det blev begyndelsen på et langt forløb, hvor hundredvis af nye Boeing 787-fly fra en række flyselskaber verden over måtte tages ud af drift, mens flyenes Trent 1000-motorer gennemgik ekstraordinære inspektioner.

Revner i lufttætning
Nu har det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, i et direktiv beordret nye inspektioner af Trent 1000-motorerne, efter at der under test er opdaget revner i en lufttætning på en kompressoraksel. Revnerne kan potentielt medføre, at kompressoren svigter og nedlukning af motoren under flyvning, oplyser EASA.

Det potentielle problem med revner begrænser sig imidlertid ikke til Trent 1000-motorerne, som anvendes på Boeing 787-flyene. Det nye EASA-direktiv gælder endvidere for Trent 7000-motorer, som er en ny variant af Trent 1000, der er udviklet specielt til Airbus A330neo-flyene.

Trent 7000 kom først på markedet i efteråret 2018, og det er første gang, at EASA udsender et direktiv om særlige inspektioner af motortypen. Det første fly, der fik monteret de nye motorer, var en af TAP Air Portugals nye A330-900neo, som blev leveret 26. november 2018. Blandt andre selskaber, der har valgt Trent 7000 til deres nye A330neo-fly, er Virgin Atlantic, Delta Air Lines og AirAsia.

Inspektion inden for 30 dage
Ifølge EASA-direktivet skal Trent 1000- og Trent 7000-motorer, der allerede har gennemført flere end 1.000 cycles (start, flyvning og landing), inspiceres inden flyet har gennemført yderligere 25 cycles eller senest inden for 30 dage. Inspektionerne skal endvidere gentages, hver gang motorerne har gennemført 200 cycles.

Norwegian er et af de selskaber, der de seneste par år er blevet hårdt ramt af kravet om ekstra inspektioner af Trent 1000-motorerne på Boeing 787-flyene. Selskabet måtte sidste år leje fly og besætninger fra andre selskaber for at have nok kapacitet, mens motorinspektionerne stod på. Norwegian har 37 Boeing 787 Dreamlinere i sin flåde.

 

Relaterede artikler:

Flere problemer med Rolls-Royce-motorer

Rolls-Royce på vej med løsning på motorproblem

Revnet turbineblad årsag til Norwegian-motorhavari