- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

NASA Boeing 747 på mission nær Danmark

Om aftenen onsdag den 18. september 2019 vil et helt specielt fly befinde sig i luftrummet tæt på Bornholm. Det sker, når en Boeing 747SP-21 med registreringen N747NA flyver op mod Sydsverige på en flyvning fra Stuttgart, inden flyet vender om et sted over Østersøen ud for den svenske kyst og fortsætter i sydlig retning mod Polen og derfra længere ned i Europa.

Det særlige fly tilhører den amerikanske rumfartsorganisation NASA, og det gennemfører natten til torsdag sin første videnskabelige forskningsflyvning over Europa nogensinde. 747-flyet er tilknyttet forskningsprogrammet SOFIA – det Stratosfæriske Observatorium for Infrarød Astronomi, som er et samarbejde mellem NASA og det tyske DLR – Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt.

Fra Californien til Tyskland
Flyet har normalt base i Palmdale i det sydlige Californien, men det landede mandag morgen i Stuttgart lufthavn. Herfra letter det efter planen onsdag aften klokken 19.40 og sætter kursen mod det sydlige Sverige på forskningsflyvningen, som går fra Østersøen og ind over Polen og derfra videre ned over Tjekkiet, Østrig, Slovenien, Kroatien, Adriaterhavet og Italien – og næsten ned til Sicilien. Flyet vil i alt være i luften i 10 timer og passere henover 12 europæiske lande.

På den europæiske mission vil forskere om bord på flyet undersøge områderne omkring såkaldte sorte huller i den fjerne galakse Markarian 231 og undersøge spørgsmålet om, hvorvidt begrebet Dark Energy virkelig får universet til at ekspandere med en stadig stigende hastighed.

Det gør forskerne ved hjælp af et særligt af et særligt infrarødt kamera – HAWC+, som er installeret ombord på 747-flyet, fortæller DLR.

Derudover er der også planlagt en række andre videnskabelige observationer er planlagt under flyvningen over Europa.

Fløj oprindeligt for Pan Am
Det særlige Boeing 747-fly er over 42 år gammelt og fløj fra 1977 for Pan Am, inden det i 1986 blev overtaget af United, som havde flyet i drift indtil 1995.

I 1997 blev flyet overtaget af NASA, som i samarbejde med Raytheon designede og installerede en fem meter høj og fire meter bred dør i den bageste venstre side af flyet. Døren kan åbnes under flyvningen for at give flyets teleskoper og kameraer adgang til den åbne himmel.

 

Relaterede artikler:

Historisk Boeing 747 vækker opsigt i Heathrow

Boeing 747-æra slutter om to år

Boeing 747-8 bliver ny Air Force One