- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norse annoncerer tredje USA-rute fra Berlin

I forbindelse med indvielsen af den nye rute fra Berlin til New York annoncerede Norse Atlantic Airways endnu en destination. Dermed bliver selskabet det største langruteselskab i Berlin.

Onsdag aften sendte Norse Atlantic Airways det første fly afsted fra Berlin Brandenburg Airport mod New York-JFK. Det var en af to nye amerikanske ruter, som det norske lavprisstartup annoncerede i begyndelsen af juni.

Den anden rute debuterer fredag den 19. august, og destinationen for Boeing 787-9 Dreamlineren er i dette tilfælde Los Angeles International Airport.

Her stopper det dog ikke, for i forbindelse med indvielsen af New York-ruten blev der samtidig annonceret en ny rute til Fort Lauderdale, der vil blive opereret tre gange ugentligt fra den 7. december. 

Dermed kommer Norse Atlantic Airways op på tre ruter fra hovedstadslufthavnen i Berlin, der i forvejen har en daglig rute med United Airlines til New York-Newark. Det betyder også, at der givetvis i fremtiden vil være færre passagerer, der flyver via København eller Frankfurt på rejser til USA.

Største langdistanceselskab i Berlin
Hos Norse Atlantic Airways har der været gang i den gyldne saks siden midten af juni, hvor selskabet debuterede fra Oslo til New York. Der er sidenhen klippet snore til nye ruter fra Oslo til Los Angeles samt fra London-Gatwick til New York, og fredag skal saksen findes frem igen, når Los Angeles-ruten fra Berlin skal indvies.

“Vi er meget glade for nu at kunne byde kunder fra hele Tyskland velkommen om bord på vores topmoderne Boeing 787 Dreamlinere til New York og Los Angeles. Med tilføjelsen af ​​vores Fort Lauderdale-rute, der starter i december, vil vi være det største langdistanceselskab, der opererer fra Berlin,” siger Bjørn Tore Larsen, administrerende direktør for Norse Atlantic Airways

I forbindelse med ruteindvielsen var der skandinaviske topmøde i den tyske lufthavn. Norse-direktøren er nordmand og driftsdirektør Thomas Hoff Andersson er svensk statsborger og har tidligere arbejdet i en årrække i Københavns Lufthavn. Det kom til udtryk i den engelsksprogede pressemeddelelse, hvor der stod “Varm velkomst to Norse”.

“Vi kunne ikke være gladere for at byde velkommen til Norse Atlantic Airways i BER Lufthavn. Det gør os meget stolte, at flyselskabet valgte vores lufthavn og vil være det største langdistanceflyselskab i hovedstadsregionen i Tyskland lige fra starten. Dette demonstrerer ikke kun ambitionerne hos Norse Atlantic Airways, det viser også, at Berlin Brandenburg Lufthavn er en yderst attraktiv destination for transatlantiske forbindelser,” lyder det fra Thomas Hoff Andersson.

 

Relaterede artikler:

Norse: Vi flyver på fredag

Norse starter USA-ruter fra Berlin

Billetsalget i gang: Norse til New York-JFK