- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norse-chef: Opstart påvirkes ikke af omikron

Omikronvarianten skaber i disse dage bekymring hos flyselskaberne. Hos Norse regner stifteren Bjørn Tore Larsen dog ikke med, at varianten vil ændre i flyselskabets planer for opstarten.

Kort før jul landede et særligt fly i Oslo-Gardermoen Lufthavn. Flyet var en Boeing 787-9 Dreamliner, og det er særligt, fordi det bliver det første fly i flåden hos Norse Atlantic Airways. Det norske flyselskab blev grundlagt i februar, men starter først flyvninger til foråret 2022.

Nu har en relativt ubekendt størrelse dog meldt sig. Siden omikronvarianten først blev opdaget i Sydafrika tidligere på året, har den mere smitsomme COVID-19-variant ført til nye og strammere rejserestriktioner i en række lande.

Flere norske flyselskaber har allerede ændret deres planer for næste år, fordi omikronvarianten skaber usikkerhed. Nowegian skruer ned for antallet af flyvninger i starten af 2022, og det samme gør Widerøe. Flyr har eksempelvis helt droppet en route til Las Palmas på Gran Canaria.

Ændrer ikke planerne
Stifter og administrerende direktør for Norse Atlantic Airways, Bjørn Tore Larsen, fortæller til det norske erhvervsmedie E24, at flyselskabet hele tiden har regnet med, at der kunne komme flere smittebølger og nye COVID-19-varianter, der ville udfordre luftfartsbranchen.

Norse har endnu ikke offentliggjort hvilken dato, som selskabets første flyvning vil finde sted. Flyselskabet har dog tidligere fortalt, at det vil blive i det tidlige forår i løbet af marts og april næste år. Ifølge Norse-chefen står den plan fortsat ved magt.

”Vi begynder at flyve til foråret, men vi starter forsigtigt op, så vi tilpasser os til coronaen. Vi starter med én rute, men øger ret hurtigt til flere destinationer og afgangssteder,” siger Bjørn Tore Larsen.

Brænder ikke penge af
Når Norse sætter gang i selskabets flyvninger vil de gå til flere destinationer i USA. Flyselskabet har tidligere offentliggjort, at Norse vil flyve til blandt andet Fort Lauderdale i Florida, og derudover kommer selskabet også til at flyve til lavprislufthavne nær New York og Los Angeles.

Bjørn Tore Larsen understreger, at Norse Atlantic Airways i øjeblikket er bedre positioneret end andre flyselskaber, fordi selskabet endnu ikke har haft fly i luften. Det betyder nemlig, at det norske flyselskab ikke har lige så høje udgifter som andre selskaber.

”Det, vi er bekymrede for, er, hvornår vi kommer i luften, og ikke mindst, hvordan coronasituationen påvirker selskabet og andre flyselskaber. Det er en meget kritisk tid for mange, og en alvorlig periode for luftfartsindustrien som sådan. Vi er heldige, at vi ikke brænder penge af.”

 

Relaterede artikler:

Norse-fly med samme konfiguration som Norwegian

Første Norse-fly ankommet til Oslo

Norse klar med pilotoverenskomst i Norge