- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norse forventer opstart i foråret 2022

Det norske startup Norse Atlantic Airways præsenterede tirsdag sit brand og flybemaling. Premiereflyvningen vil realistisk set finde sted i slutningen af første kvartal næste år, lyder det fra selskabet.

Norse Atlantic Airways afholdt tirsdag middag en presseseance, hvor selskabets brand og flybemaling blev afsløret.

Herudover blev der også sat flere ord på, hvornår lavprisflyselskabet forventer at sende første fly i luften. Norse Atlantic Airways forudser, at efterspørgslen på transatlantiske rejser vil være tilbage i slutningen af første kvartal eller i begyndelsen af andet kvartal i 2022. Og premiereflyvningen ventes derfor realistisk set at finde sted omkring denne periode. Ønskescenariet er imidlertid, at løftede rejserestriktioner muliggør flyvninger allerede i december i år.

Flåden hos Norse kommer til at bestå af Boeing 787 Dreamliner, som selskabet har leaset 15 styk af fordelt på varianterne 787-8 og den større 787-9. Norse forventer, at samtlige fly er i drift i sommeren næste år, og at der til den tid vil være ansat 1.600 medarbejdere.

”Vi tror stærkt på, at der er behov for et nyt og innovativt flyselskab, der betjener markedet for interkontinentale flyvninger med moderne, mere miljøvenlige og brændstofeffektive fly, efterhånden som verden gradvist genåbner. Vores planer er på rette spor, og driften vil begynde, når rejserestriktioner ophæves, og efterspørgslen efter transatlantiske rejser er tilbage,” siger Bjørn Tore Larsen, administrerende direktør i Norse Atlantic Airways.

Norse har præsenteret sit logo. Illustration: Norse Atlantic Airways

Alle Dreamlinere i drift næste sommer
Ved presseseancen i Arendal i det sydlige Norge blev der også sat ord på selskabets kommende destinationer, som allerede har været kendt i flere måneder. Der vil introduceres ruter fra Oslo, London og Paris til New York, Los Angeles og Florida. Der er endnu ikke offentliggjort konkrete ruter.

”Baseret på den nuværende situation forventer vi, at alle vores 15 Dreamlinere vil flyve kunder mellem Europa og USA næste sommer. Vi påbegynder vores billetsalg cirka tre måneder før første flyvning og vil tilbyde spændende destinationer, der har vist sig at være attraktive,” forklarer Bjørn Tore Larsen.

Norse-brandet blev også afsløret tirsdag, og den første del af brandet er udviklet af et lille internt team og et lokalt bureau. Der er hentet inspiration fra de historiske langskibe fra Norden, og flyene vil blive opkaldt efter nationalparker ved de betjente destinationer.

”Ligesom Nordboerne, der rejste og udforskede verden med deres topmoderne langskibe, vil Norse Atlantic Airways give folk mulighed for at udforske andre kontinenter ved at tilbyde overkommelige flyvninger om bord på moderne og mere miljøvenlige Boeing 787 Dreamlinere,” fortæller Bjørn Tore Larsen.

Flyene vil blive indrettet med to klasser – Economy og Premium Economy – og der vil være 344 sæder i Boeing 787-9 Dreamliner og 291 i Boeing 787-8 Dreamliner. Der vil muligvis blive oprettet baser i New York og Florida, lyder det fra Norse.

Aftale med stor amerikansk fagforening
Norse Atlantic Airwasy blev lanceret i marts i år, og siden har der været en enorm interesse fra rejsende og folk, der ønsker at arbejde for selskabet. Herudover har også lufthavne, turistorganisationer, medier, politikere og myndigheder – også fra den anden side af Atlanten – vist interesse for Norse.

”Vi er taknemmelige for denne interesse, som giver et meget motiveret Team Norse,” siger Bjørn Tore Larsen.

Norse-direktøren understreger, at alle medarbejdere vil blive fastansat af flyselskabet. Norse lægger vægt på et godt forhold mellem arbejdsgiver og medarbejder, og der er indgået en aftale med den amerikanske fagforening for kabineansatte, AFA. Derudover er Norse også i dialog med fagforeninger i andre lande.

Før Norse endeligt kan gå i luften med Dreamliner-flyene, skal der en AOC (driftstilladelse, red.) på plads. Norse har ansøgt de norske myndigheder om en AOC og er i proces omkring at ansøge om et britisk AOC.

 

Relaterede artikler:

Norse overtager ”forfatterfly” fra Norwegian

Norse øger til 15 Dreamliner-fly før opstarten

Norse vil anerkende fagforeninger