- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norske Flyr vælger Boeing 737-800

Det norske start-up Flyr forventer at have de første fly i luften i løbet af andet kvartal. Selskabet er ved at rejse omkring en halv milliard kroner i startkapital og planlægger efter en fremtidig flåde på op til 30 fly.

Ambitionerne fejler ikke noget hos det norske flyselskab Flyr, der er under etablering. Selskabet er i gang med at opbygge en organisation, der vil gøre det muligt at få sin kommercielle driftstilladelse og dermed sende fly på vingerne i løbet af andet kvartal af 2021.

Flyr har ikke overraskende besluttet sig for Boeing 737-800 til selskabets enhedsflåde, da hovedparten af ledelsesgruppen i selskabet tidligere har haft ansættelse hos Norwegian, hvor man bruger samme flytype.

“Det er et fly, som vi i ledelsen har stor erfaring med, og der er også simulatorkapacitet i Norge samt besætninger og mekanikere med stor erfaring og kompetence,” siger Erik G. Braathen, der er grundlægger af  Flyr.

Skal hente en halv milliard kroner
Ifølge Tonje Wikstrøm Frislid, der er administrerende direktør for Flyr, er selskabet lige nu – som følge af coronakrisen – i stand til at få de rigtige fly til den rigtige pris, og hvor det samtidig er muligt at bygge helt nye systemer op fra bunden med anvendelse af de nyeste teknologier.

Selvom markedet er gunstigt i forhold til at anskaffe sig fly og personale, så skal der alligevel skaffes tilstrækkeligt med kapital for at kunne få flyselskabet godt fra start.

Derfor har Flyr engageret Arctic Securities, der sammen med to andre norske investeringsbanker skal hjælpe med at sikre en finansiering på 600 millioner norske kroner , eller godt 435 millioner danske kroner, via private investeringer og kapitalfonde.

“Kapitalen vil være tilstrækkelig til at finansiere en lean organisation med de mennesker og kompetencer, der er behov for,” siger Tonje Wikstrøm Frislid i en pressemeddelelse.

Op til 30 fly
Når de første fly efter planen sendes i luften til foråret, så vil Flyr primært servicere de større norske byer og de “populære destinationer i Europa”. 

Dermed kommer Flyr i direkte konkurrence med både SAS og Norwegian, hvor sidstnævnte i slutningen af februar kan komme ud af den nuværende rekonstruktionsproces. Det bliver dermed et kapløb om tiden i forhold til, om Flyr eller Norwegian først kan indtage markedet.

“Vi har sagt, at vi vil tilpasse antallet af fly til efterspørgslen i markedet. Tilpasningsevne og fleksibilitet vil være meget vigtig fremadrettet, selv om fremtiden ser lysere ud for branchen nu, end den gjorde for et par måneder siden,” understreger Flyr-direktøren.

Fremadrettet forventer Flyr at beskæftige mellem 28 og 30 fly.

 

Relaterede artikler:

Flyr er navnet på nyt norsk Braathen-flyselskab

Nyt Braathen-selskab har ansøgt om driftstilladelse

Lancerer nyt flyselskab i Norge