- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian lancerer nyt højhastigheds-WiFi

Norwegian opgraderer sit WiFi, hvilket skal resultere i hurtigere og mere stabil internetforbindelse. Det nye højhastigheds-WiFi rulles på sigt ud til hele flåden.

Kunderne hos Norwegian kan snart se frem til en forbedret oplevelse, når der skal streames film, serier eller blot surfes på internettet i 10 kilometers højde.

Det norske lavprisflyselskab har nemlig fornyet sit partnerskab med den amerikanske virksomhed Anuvu, der skal levere moderne højhastigheds-WiFi til selskabets rød-hvide fly. Partnerskabet skal bane vejen for mere stabilt og hurtigt WiFi til glæde for Norwegians kunder.

Teknologien fra Los Angeles-baserede Anuvu gør det muligt for Norwegians kunder at browse, streame, uploade og downloade data op mod 20 gange hurtigere, end hvad tilfældet er med den nuværende WiFi-løsning i flyene.

Norwegian er det første flyselskab uden for Nordamerika, der får installeret Anuvus nye højhastigheds-WiFi. Det norske flyselskab fik første gang højhastigheds-WiFi i 2019, hvor teknologien blev rullet ud på europæiske flyvninger med flytypen Boeing 737-800.

Hele flåden får nyt WiFi
Anuvus moderne WiFi giver desuden ekstra båndbredde, hvilket tillader cirka 10 gange så mange kunder på internettet samtidig, uden at WiFi-hastigheden påvirkes.

”Vi er meget glade for vores fornyede partnerskab med Anuvu. Vi forventer at begynde udrulningen af den nye løsning over de næste år, hvilket vil forbedre internethastigheden for vores kunder ombord betydeligt,” siger Christoffer Sundby, marketing- og kundedirektør hos Norwegian.

”Vi arbejder hele tiden på at udvikle og forbedre vores service ombord, og det at have adgang til hurtigt og stabilt internet i luften er vigtigt for mange af vores kunder. Derfor har det høj prioritet for os.”

WiFi-teknologien fra Anuvus vil blive installeret på alle Norwegians nye leverancer af Boeing 737 MAX-fly i de kommende år, ligesom teknologien gradvis vil blive rullet ud i hele flåden. Herudover vil det moderne WiFi også gøre det muligt for flybesætningen at få en styrket kommunikation mellem flyet og lufthavnsleverandører.

Norwegian var det første flyselskab i Europa til at tilbyde WIFi om bord. Lanceringen skete på selskabets europæiske ruter i 2011, og det var gratis for passagererne at benytte servicen.

 

Relaterede artikler:

Norwegian klar med højhastigheds-WiFi

Norwegian introducerer WiFi helt til gaten

Norwegian lancerer gratis WiFi på langruter