De to flyselskaber i Norwegian-koncernen fløj med medvind i løbet af den forgangne måned. Koncernchef Geir Karlsen beskriver bookingudviklingen for vinteren som lovende.
Nu skriver Norwegian-koncernen sig ind på listen over flyselskaber og lufthavne, der har fået sat punktum for oktober. Det norske flyselskab har nemlig netop offentliggjort trafiktallene for årets tiende måned, der blev den bedste oktober nogensinde for Norwegian og Widerøe.
I løbet af oktober gik der samlet set 2,76 millioner passagerer ombord på flyene fra de to selskaber i den norske luftfartskoncern. Det er 4,5 procent mere end samme måned sidste år, hvor det samlede antal passagerer landede på 2,64 millioner.
Ud af det totale antal oktober-passagerer i år fløj 2,36 millioner med Norwegian, mens 395.000 flyrejsende indløste billet til en Widerøe-flyvning.
Dermed løfter Norwegian trafiktallet med 5,3 procent fra 2,24 millioner sidste år, mens det mindre selskab stiger med 1,5 procent fra 389.000 flyrejsende i samme måned 2025.
Efterårsferien var til gavn
I alt var den udbudte sædekapacitet hos Norwegian i oktober på 3.620 millioner passagersædekilometer, og ud af disse blev 3.229 millioner solgt. Det betyder, at selskabet endte med en belægningsgrad på 89,2 procent.
Sammenlignet med oktober sidste år vidner tallene om fremgang. Her blev der udbudt 3.464 millioner passagersædekilometer, og 3.021 millioner blev solgt for en belægning på 87,2 procent. Dermed er tallene øget med henholdsvis 4,5 procent, 6,8 procent og to procentpoint.
”Jeg er meget tilfreds med, at både Norwegian og Widerøe øger belægningsgraden sammenlignet med sidste år. I efterårsferierne har vi haft fyldte fly og rigtig gode tal på tværs af vores kernemarkeder,” udtaler Norwegians koncernchef Geir Karlsen.
En tydelig stigning
Udover at oktober er veloverstået, er der ifølge topchefen fortsat efterspørgsel i markedet, når han retter blikket mod de kolde måneder.
”Når vi ser fremad, er bookingudviklingen for vintersæsonen lovende med en tydelig stigning i antallet af solgte billetter sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Vi oplever allerede stor efterspørgsel op til jul,” siger Geir Karlsen.
Tore Jensen, der er administrerende direktør i Widerøe, mener overordnet set, at oktober var en stærk måned for flyselskabet. Han hæfter sig særligt ved, at punktligheden blev løftet med 4,3 procentpoint og dermed endte på 93,3 procent.
”Vi fastholder en punktlighed helt i verdenstoppen, samtidig med at vi har den højeste belægningsgrad i selskabets historie for en oktober. Dette kombineret med en lovende bookingudvikling også for de kommende måneder betyder, at trafiktallene for denne måned tegner et meget lovende billede.”
Relaterede artikler:
Stærk Norwegian-indtjening trods dyrere brændstof