Norwegian har passeret en markant milepæl med mere end 10 millioner medlemmer af Norwegian Reward. Programmet ændres, så medlemmerne fremover placeres på fem tydeligt navngivne statusniveauer
Der findes to store bonus- og loyalitetsprogrammer i skandinavisk luftfart, og de tilhører henholdsvis SAS og Norwegian.
SAS EuroBonus blev etableret i 1992 og er et af de ældste loyalitetsprogrammet i europæisk luftfart, mens Norwegian Reward først kom til i 2007.
Nu hævder Norwegian at have passeret 10 millioner medlemmer i programmet, mens SAS i juli kunne fejre, at man var oppe på ni millioner medlemmer med en fortsat tilgang på omkring 100.000 om måneden.
Men SAS i mange år har haft stor tydelighed omkring status i programmet i forhold til optjentes point, går Norwegian nu også samme vej. Fremover opererer Norwegian Reward med fem navngivne niveauer, henholdsvis Member, Traveller, Bronze, Silver og Gold.
Medlemmerne bevæger sig et niveau op, hver gang de har gennemført otte rejser med Norwegian eller Widerøe.
“Vi ønsker at gøre det endnu enklere og mere motiverende at være Reward-medlem. Nu bliver det lettere at se, hvilket niveau man er på, hvad der skal til for at nå det næste samt de fordele, man har gjort sig fortjent til,” siger Magnus Thome Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.
Fordel vælges automatisk
En anden ændring er, at Norwegian automatisk forhåndsvælger en fordel, når medlemmet når et nyt niveau.
Hidtil har medlemmerne selv skullet foretage valget, men Norwegian vil med ændringen sikre, at kunderne rent faktisk får glæde af de optjente fordele. Medlemmerne vil fortsat selv kunne ændre den automatisk valgte fordel til en anden.
Samtidig bliver både status og optjente fordele gjort mere synlige i Norwegian Reward-appen. Medlemskortet bliver desuden tilgængeligt til download til den digitale wallet på mobiltelefonen.
“Reward er vokset til over 10 millioner medlemmer, og vi skal fortsætte med at udvikle programmet for at imødekomme kundernes behov og forventninger. Dette er kun begyndelsen, og vi har flere spændende planer for Reward fremover,” lyder det fra Magnus Thome Maursund.
Widerøe har øget rækkevidden
Siden Norwegian Reward blev lanceret i 2007 er der gnnem årene foretaget flere ændringer. Senest er programmet blevet væsentligt udvidet i forbindelse med integrationen af Widerøe i Norwegian-koncernen.
Widerøe blev en del af Norwegian Reward, efter at Norwegian overtog det regionale norske flyselskab i 2024. Dermed kan kunderne optjene fordele på rejser med begge flyselskaber.
Ifølge Norwegian viser de seneste tal, at andelen af Widerøe-kunder, der oplyser deres Reward-nummer ved bestillingen, allerede er på niveau med den andel, som tidligere benyttede Widerøes eget loyalitetsprogram.
Norwegian Reward benytter i Norden Spenn som pointvaluta, og medlemmerne kan optjene og anvende Spenn både i forbindelse med flyrejser og hos programmets øvrige samarbejdspartnere.
Relaterede artikler:
Widerøe klar til at blive en del af Norwegian Reward