- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian-piloter støtter SAS-konflikt

Piloterne hos Norwegian sympatiserer med kollegerne i SAS, der for fjerde dag i træk er i strejke. Som følge af strejken har Norwegian indsat ekstra indenrigsflyvninger i Norge.

I fredags gik SAS-piloter i både Danmark, Sverige og Norge i strejke, da de indtil videre ikke har kunnet blive enige med SAS-ledelsen om løn- og arbejdsvilkår.

Strejken har gennem de seneste fire dage haft konsekvenser for titusindvis af flypassagerer, der må se bort fra SAS og i stedet søge mod andre flyselskaber for at komme frem til deres respektive destinationer.

Strejken har naturligt nok fået opmærksomhed fra omverdenen. Ikke mindst hos SAS’ norske lavpriskonkurrent Norwegian, hvor selskabets piloter har udtrykt støtte til kollegerness kamp for bedre vilkår i SAS.

Norwegian Pilot Group (NPG), der organiserer selskabets piloter, udtrykker i en erklæring fuld støtte til SAS-piloterne.

”NPG mener, at hverken piloter eller nogen anden (transnational) pilotgruppe skal acceptere en forringelse i arbejdsvilkår kombineret med uforudsigelige og ustabile arbejdsmønstre og mangel på jobsikkerhed,” lyder det fra Martin Stork, der er præsident i Norwegians pilotforening.

”NPG udtrykker sin fulde støtte til alle SAS-piloter i strejke i Norge, Danmark og Sverige og har fortsat håb om, at denne uheldige situation vil ende med en hurtig og gensidigt tilfredsstillende løsning.”

Ekstra Norwegian-afgange
Selv om Norwegians piloter udtrykker støtte til SAS-piloterne, er de samtidig i færd med at hjælpe de flypassagerer, der har fået deres SAS-afgang annulleret. Norwegian har nemlig på baggrund af stor efterspørgsel – og for at hjælpe flypassagererne – valgt at indsætte ekstra indenrigsflyvninger.

I lørdags opererede Norwegian 10 ekstra flyvninger, der enten gik til eller fra Oslo Gardermoen. Bodø, Tromsø, Trondheim, Bergen, Ålesund og Stavanger blev således ekstra serviceret. Søndag fuldførte Norwegian fire ekstra flyvninger bestående af rotationer fra Oslo til Bergen og Trondheim.

Mandag og tirsdag, hvor SAS-strejken indtil videre fortsætter, tilbyder Norwegian ligeledes ekstra norske indenrigsflyvninger til hjælp for de ramte SAS-passagerer.

I alt otte ekstra flyvninger gennemføres mandag – herunder én rotation fra Oslo og til henholdsvis Trondheim og Bodø samt to rotationer fra Oslo og til Tromsø. Tirsdag gennemføres 14 ekstra flyvninger – og også her er tale om rotationer med udgangspunkt fra Oslo og til Trondheim, Bergen, Stavanger, Tromsø og Bodø.

SAS-piloter roser Norwegian
De strejkende SAS-piloter har rost Norwegian for at sætte ekstra fly ind, mens de selv har nedlagt arbejdet. Det har skabt irritation hos SAS og selskabets øvrige ansatte, skriver flysmart24.no.

Knut Morten Johansen, der er informationschef i SAS, siger til det norske medie, at mange andre SAS-ansatte ikke bryder sig om SAS-piloternes støtte til Norwegians ekstra fly. Flere mener, at Norwegian udnytter situationen og undergraver driftsgrundlaget for SAS.

”Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over den illoyale optræden, som piloterne her viser, og forstår, at det føles hårdt for andre ansatte i SAS, som nu må arbejde døgnet rundt for at hjælpe de titusinder af passagerer, som har brug for hjælp, som følge af at piloterne strejker,” siger Knut Morten Johansen.

Norwegians initiativ med at indsætte ekstra afgange fik lørdag ros fra Jan Levi Skogvang, der er leder i Scandinavian Norway Flygerforening (SNF).

”Vi ønsker ikke at ramme tredjepart, det vil sige passagererne. Det er til hjælp, at Norwegian har kapacitet til at oprette ekstra afgange,” sagde han til det norske nyhedsbureau NTB.

SAS har efterfølgende stået uforstående over for denne udtalelse, men Jan Levi Skogvang står fast på sin kommentar.

”Jeg vil bare sige, at udtalelsen var en støtte til passagererne, ikke til Kjos (Norwegian-koncernchef Bjørn Kjos, red.). Mere vil jeg ikke sige om den sag,” sagde han lørdag aften ifølge flysmart24.no.

 

Relaterede artikler:

SAS sender USA-fly på vingerne

SAS-strejke koster CPH dyrt

Sandheden om SAS-piloternes vagtplaner

SAS aflyser 1.213 afgange

Piloter: Vi vil ikke acceptere SAS-diktat