René Arpe, formand for Dansk Pilotforening. (Foto: dpf.info)

Piloter: Vi vil ikke acceptere SAS-diktat

SAS-piloterne er af den opfattelse, at SAS ikke har vist reel forhandlingsvilje. Der er udtaget 1.409 skandinaviske piloter til en strejke, som pilotforeningerne mener kan blive langvarig.

Nattens forhandlinger om en ny overenskomst for de skandinaviske piloter i SAS bragte ingen forhandlingsløsning, hvorfor SAS nu er blevet kastet ud i en strejke, der fredag er indledt med 673 flyaflysninger, der rammer omkring 72.000 passagerer.

Siden piloterne den 2. april bekendtgjorde ønsket om at gå i strejke fra den 26. april, hvis parterne ikke forinden var nået til enighed, har der i slutfasen været forhandlinger mellem parterne med hjælp af forligsinstitutionerne i de tre skandinaviske lande. Men kilder tæt på processen beretter, at parterne i hele forløbet har stået meget stejlt over for hinanden.

“Strejken kunne have været undgået, hvis SAS havde vist en reel vilje til at komme os i møde. I stedet møder vi en SAS-ledelse, som mener, at deres medarbejdere skal acceptere forringede arbejdsvilkår, uforudsigelig arbejdstid og utryghed om sit eget job. Desværre ser vi ingen anden mulighed, end at bruge de kampmidler vi har til rådighed,” siger  René Arpe, der er formand for Dansk Pilotforening (DPF).

Fokus på vagtskemaer
Piloterne vil helst ikke tale løn, når de møder pressen, selvom det er kommet frem, at kravet var en regulering på omkring 13 procent, mens SAS har været i stand til at tilbyde en lønstigning på 2,3 procent.

“Vi har fuldstændigt rimelige krav, der handler om arbejdstid og de aftaler vi har haft om beskyttelse af vores arbejdspladser,” sagde næstformand i DPF, Henrik Thyregod, fredag morgen til TV 2 News efter forhandlingssammenbruddet.

I stedet vil man gerne tale om en mere forudsigelighed i vagtsystemet. Omkring 40 procent af SAS-piloterne er i dag på en såkaldt Fastgruppe-vagtskema, hvor der arbejdes i fem dage efterfulgt af fire fridage. Det er åbenbart denne ordning, som kender fra lavprisflyselskaber som easyJet og Ryanair, som SAS-piloterne efterspørger for en større del af piloterne.

”Vi vil gerne have samme forhold som andre lavprisflyselskaber i området,” understreger næstformanden.

SAS og andre netværksselskaber kan dog ikke tilbyde en 5/4-ordning for samtlige piloter, da der er brug for større fleksibilitet i planlægningen af trafikken, der ikke er så konstant som lavprisflyselskaberne. Men det har piloterne ikke forståelse for.

“Dagens arbejdsskemaer er uholdbare. Størstedelen af ​​SAS-piloterne har ikke en fast turnus, men arbejder i en variabel turnus. At ikke kunne planlægge sit liv, er en stor belastning for piloterne, og vi har derfor krævet større forudsigelighed. Alle som har et familieliv, kan forestille sig, hvor krævende det er aldrig at vide, hvornår man skal arbejde,” lyder det fra René Arpe.

Vil have indflydelse på produktionen
Fronterne er nu trukket kraftigt op efter strejkens begyndelse, ligesom de også var det, før forhandlingerne startede. SAS valgte nemlig at opsige eksisterende 5-partsaftaler om samarbejde, produktion, karriereudvikling og anciennitet som svar på, at piloterne i juni sidste år opsagde overenskomsten et år før tid.

”SAS har opsagt nogle aftaler om, hvilke selskaber, der skal flyve trafikken i SAS, og det er vi også meget uenige om,” forklarer Henrik Thyregod.

Et udsagn, der kan virke besynderligt for en stor del af personerne på arbejdsmarkedet, hvor det ikke er vanligt, at de ansatte kan have indflydelse på vitale dele omkring tilrettelæggelse af produktionen.

“Det er uforståeligt, hvorfor SAS fjerner velfungerende aftaler, der har bidraget til at skabe et fremgangsrigt SAS, der har leveret overskud. At SAS-ledelsen ensidigt ønsker at diktere alle aftaler med sine medarbejdere, kan vi ikke acceptere,” siger René Arpe, der er forberedt på, at strejken kan blive langvarig.

I alt er 1.409 piloter udtaget til strejke fordelt med 372 i Danmark, 545 i Norge og 492 i Sverige.

 

Relaterede artikler:

SAS-pilotstrejken er en realitet (opd.)

SAS-piloter vil op i løn, og Norwegian-piloter skal ned i løn

SAS vil gennemføre 334 flyvninger trods strejke

Sådan aflønnes ’luftens konger’ i SAS