- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian vinder med decimaler foran SAS

Norwegian kan kalde sig Europas bedste ruteflyselskab. Det viser en analyse fra Epinion, der dannede grundlag for uddelingen af 24 priser ved Danish Travel Awards onsdag aften.

Onsdag aften var mere end 550 tilmeldte samlet til Danish Travel Awards 2025, der er den årlige prisuddeling i rejse-, turisme- og luftfartsbranchen arrangeret af TravelMedia Nordic, der driver medierne Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk.

Traditionen tro var der i årets udgave af Danish Travel Awards, der er den 28. i rækken, seks kategorier i luftfartsbranchen. Her var der særlig en kategori, hvor der mere eller mindre var dødt løb mellem de to højest placerede på baggrund af en analyse fra Epinion, hvor flere end 3.000 respondenter har deltaget.

Det handler om kategorien bedste europæiske ruteflyselskab, hvor Norwegian, SAS og Turkish Airlines var de tre højest placerede flyselskaber baseret på 3.026 respondenters vurderinger.

Norwegian sikrede sig sejren foran SAS, og det kunne ligeså godt have været SAS, der havde vundet. Data fra undersøgelsen viser, at 743 respondenter havde rejst med Norwegian indenfor de seneste 24 måneder, mens 732 havde siddet i et SAS-fly. Gennemsnitsscoren til Norwegian (på en skala fra 1 til 10) landede på 7,81, mens SAS fik 7,79.

Hvad angår den såkaldte Net Promotor Score (NPS), hvor kundeoplevelsen kan gå fra -100 til +100 opnåede begge selskaber +18 som samlet score. Tættere kunne det ikke blive.

Singapore Airlines endelig til tops
I de øvrige fem kategorier kunne Sunclass Airlines ligesom i 2024 tage hjem med et diplom og en statuette i bagagen som bedste charterflyselskab, mens Sønderborg-baserede Alsie Express endnu engang sikrede sig prisen som bedste indenrigsflyselskab.

Gennem de seneste tre år har Emirates, Qatar Airways og Singapore Airlines stået øverst på tavlen i forbindelse med prisen som bedste interkontinental flyselskab. I 2022 var det Qatar Airways, der vandt prisen, mens Emirates sikrede prisen i 2023 og 2024. I årets udgave af Danish Travel Awards blev det imidlertid Singapore Airlines, der kunne glæde sig over at modtage awarden.

Der var også en pris til Eurowings, som bedste lavprisflyselskab, og Lufthansa-selskabet er tilsyneladende populært for de danskere, der benytter selskabet fra Hamborg samt de få ruter fra København.

Endelig blev prisen til bedste danske lufthavn uddelt. Den kom i 2019, 2022, og 2023 (der var ingen DTA i 2020 og 2021 på grund af coronapandemien) til Aalborg Lufthavn, mens Billund Lufthavn hentede prisen i 2024. I år landede prisen atter i Aalborg Lufthavn, der derfor rettelig kan sige, “it’s coming home”.

 

Relaterede artikler:

Her er luftfartens vindere af Danish Travel Awards

Nordiske flyselskaber dominerede ved prisuddeling

De vandt Danish Travel Awards 2022