- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny Air France A220 kommer til København

Air France har sagt velkommen til sin første Airbus A220. Paris-København bliver en af de ruter, den nye flytype først sættes ind på, og det sker allerede i januar 2022.

Onsdag modtog Air France det første af 60 Airbus A220-300-fly, der skal bruges på flyselskabets kort- og mellemdistanceruter.

Flyene blev bestilt i 2019, og efterhånden som de ankommer fra fabrikken i Canada, skal de afløse selskabets Airbus A318/319-fly.

Det første Airbus A220-300 sættes ind på ruterne fra Paris til Berlin, Venedig, Milano og Madrid ved vintertrafikprogrammets start den 31. oktober.

København i anden bølge
Blandt de byer, der står næst for at blive betjent af de nye fly, er København, Bologna, Rom og Lissabon. Går det som planlagt, vil flyet dukke op på ruten mellem Paris og København i begyndelsen af januar 2022.

Af selskabet fartplan fremgår, at første gang flyet benyttes på ruten, er mandag den 3. januar, hvor flyet med rutenummer AF1751, der letter fra København kl. 9.50, er en A220-300.

På de øvrige daglige afgange flyves med Airbus A318/319 eller Embraer 190, når det er Air France Hop, der betjener ruten.

Et grønnere fly
Air France har store forventninger de nye fly, hvor det først ankomne blev præsenteret i Paris onsdag.

”Ankomsten af ​​et nyt fly er altid en særlig begivenhed for et flyselskab. Air France har brugt over to år på at forberede sig på dette øjeblik,” sagde Anne Rigail, administrerende direktør i Air France.

Koncernchef i Air France-KLM, Benjamin Smith, pegede på, flytypens miljømæssige fortrin.

“Dette nye fly er et stort aktiv for Air France. Hidtil har flådefornyelse været den vigtigste kilde til reduktion af CO2-emissioner, og derfor fortsætter vi med at investere i den nyeste generation af fly,” sagde han og slog fast, at Air France-KLM vil dreje på alle håndtag for at positionere sig som en førende aktør inden for en mere bæredygtig luftfart.

Et effektivt og støjsvagt fly
Airbus A220-300 bliver kaldt det mest innovative og effektive fly i sin klasse. Det giver en omkostningsreduktion per sæde på 10 procent i forhold til en Airbus A318/319. Det bruger 20 procent mindre brændstof, og dets CO2-emission reduceres også med 20 procent.

Det støjer samtidig betydeligt mindre end forgængerne. Lyden fra en A220-300 er 34 procent lavere end de fly, det erstatter. Air Frances udgave Airbus A220-300 har 148 sæder i en 3+2 sæders konfiguration.

Et pletskud fra Airbus
Meget tyder på, at Airbus ramte plet, da virksomheden overtog C-serien fra canadisk Bombardier og omdøbte flyet til A220. Ifølge mediet simpleflying.com, har Airbus hidtil leveret 50 A220-100 og 123 A220-300, mens der står 90 A220-100 i ordrebogen og 553 af den større udgave A220-300.

I Europa er airBaltic indtil videre den største operatør med 31 A220-300 i flåden.

 

Relaterede artikler:

Air France forbereder introduktion af A220

Officielt: Air France bestiller 60 Airbus A220

Airbus køber sig ind i Bombardiers C-serie