- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny kommunikationsdirektør i Norwegian

46-årige Esben Tuman bliver fra 1. december ny kommunikationsdirektør i Norwegian. Han afløser Lasse Sandaker-Nielsen, som har valgt at forlade Norwegian efter 10 år.

Flyselskabet Norwegian har ansat en ny mand til at stå i spidsen for selskabets kommunikation. Det er 46-årige Esben Tuman, som den 1. december til træder som kommunikationsdirektør i Norwegian. Han får ansvaret for virksomhedens eksterne kommunikation og skal lede et team af medarbejdere i Norge og internationalt.

Esben Tuman har mange års erfaring fra forskellige kommunikationsroller i virksomheder som Telenor Norge, Telenor Group og Yara International.

Esben Tuman afløser Lasse Sandaker-Nielsen, som efter 10 år i Norwegian har valgt at forlade selskabet for at tiltræde en stilling i kommunikationsbureauet First House.

“Brug for de allerbedste”
”Jeg er meget glad for at få Esben Tuman til Norwegian på et tidspunkt, hvor vi har brug for de allerbedste til nøgleroller i virksomheden. Esben har mere end 20 års erfaring fra internationale virksomheder med solide rødder i Norge, hvor han har haft forskellige roller inden for kommunikation og PR,” siger Anne-Sissel Skånvik, koncerndirektør for kommunikation og samfundskontakt i Norwegian.

Esben Tuman har blandt andet været kommunikationschef for Telenor i Asien og haft forskellige lederroller på Telenors hovedkontor. I Yara International var han ansvarlig for ekstern kommunikation, leder af virksomhedskommunikation og senere ansvarlig for myndigheds- og samfundskontakt. Han kommer til Norwegian fra en opgave for Wallenius Wilhelmsen.

I Norwegian skal Esben Tuman arbejde med en bred vifte af ekstern kommunikation – heriblandt kommunikation til organisationer, samarbejdspartnere og medierne.

“En udfordrende kommunikationsrolle”
”Norwegian er en nøgleaktør inden for norsk luftfart, en industri, der i øjeblikket oplever krævende tider og store omvæltninger. Dette er utvivlsomt en udfordrende kommunikationsrolle, men samtidig er det utroligt spændende. Jeg ser frem til at blive en del af teamet og arbejde med et af landets stærkeste brands,” siger Esben Tuman.

Norwegians koncernchef Jacob Schram, som tiltrådte 1. januar i år, gennemførte i maj en større organisationsændring, som også medførte en række ændringer i ledelsesgruppen i det norske flyselskab.

Organisationsændringen medførte blandt andet, at Norwegian oprettede to nye afdelinger med navnene “Airline” og “Airline Ecosystem”.

 

Relaterede artikler:

Fra Telenor Danmark til direktør i Norwegian

Styrket luftfartsviden i ny Norwegian-bestyrelse

Vil skabe grundlag for “Nyt Norwegian”