- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny Swedavia-koncernchef kommer fra Team Olivia

Mats Johannesson bliver ny koncernchef for Swedavia, hvor han afløser Jonas Abrahamsson, der har været topchef siden 2017. Den nye kandidat har erfaring fra fra omsorg og pleje samt logistik og transport.

Jonas Abrahamsson, koncernchef hos den statsejede svenske lufthavnsoperatør Swedavia, opsagde i august sin stilling, da han var blevet tilbudt at overtage funktionen som topchef hos SJ, de svenske jernbaner.

Den afgående koncernchef har været hos Swedavia siden 2017, og nu har bestyrelsen fundet afløseren, og det bliver Mats Johannesson, der i dag er koncernchef for omsorgsvirksomheden Team Olivia, der også har afdeling i Danmark.

Umiddelbart kan det se ud til, at den nye koncernchef, der er uddannet civilingeniør, har en lidt traditionel baggrund, da Mats Johannesson de seneste tre år har været ansat i en omsorgs-og plejevirksomhed, heraf de seneste 11 måneder som koncernchef og de foregående to år som funktionschef for området med personlig assistance.

Men CV’et rummer også flere forskellige chefroller inden for logistik og transport, der matcher noget bedre til Swedavias aktiviteter.

“Vi er meget glade for at kunne byde Mats Johannesson velkommen som vores nye koncernchef. Jeg er overbevist om, at Mats’ engagerede og åbne lederskab vil passe Swedavia rigtig godt. Han har bred erfaring med at lede store organisationer og operationer med fokus på resultater, kvalitet og ikke mindst kommunikation,” siger Ulrika Francke, bestyrelsesformand for Swedavia.

Erfaring fra logistik og togdrift
Erfaringen fra store organisationer har Mats Johannesson blandt andet fra PostNord, hvor han var ansat fra 2007 til 2017.  Her startede han som netværksplanlægger og fratrådte i 2017, da han i to år havde været chef for terminalerne i Sverige, hvilket omfatter ledelse af 3.500 ansatte i en operationel organisation.

Sidenhen er det blevet til næsten fire år som CEO hos MTR Express Sverige, der driver lyntog mellem Gøteborg og Stockholm, og i næsten to år fra 2021 til 2022 var Mats Johannesson CEO for MTR Pendeltågen i Stockholm.

“Swedavias lufthavne spiller en central rolle i samfundet, både ved at forbinde os som land og med resten af ​​verden. Dette bidrager til både vækst og international konkurrenceevne. Det er også en branche, der konstant bevæger sig og forandrer sig. Jeg ser frem til at lære virksomheden at kende og sammen fortsætte med at udvikle Swedavia med kundefokus, mod og klarhed,” siger Mats Johannesson.

Det er forventningen, at Mats Johannesson senest i begyndelsen af maj 2026 vil sætte sig til rettet i chefstolen, mens Jonas Abrahamsson fratræder senest ved udgangen af februar 2026.

 

Relaterede artikler:

Svensk lufthavnsoperatør skal have ny topchef

Svensk erhvervsliv vil have hjælp til presset Arlanda

Stadig røde tal hos Swedavia