- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt selskab mellem København og Oslo

Det norske lavprisflyselskab Flyr lancerer tre nye europæiske ruter fra Oslo. En af ruterne går til København, hvormed SAS og Norwegian ikke længere vil være alene på ruten.

Det norske lavprisflyselskab Flyr debuterede den 30. juni efter næsten et års forberedelse. Selskabet er foreløbig startet op med fem indenrigsruter fra Oslo til Bergen, Bodø, Harstad/Narvik, Tromsø og Trondheim samt tre internationale ruter til Alicante, Málaga og Nice.

Oprindeligt var det også meningen, at Barcelona og København skulle have været med i første bølge, men disse planer blev udsat.

Men nu er det ganske vist, at Flyr kommer til at flyve mellem Oslo og København fra den 15. oktober. Der flyves i første omgang to gange om ugen, og dermed får Norwegian og SAS konkurrence på en rute, som de to selskaber i mange år har haft for sig selv. 

Flyr betjener København på mandage og fredage, hvormed der er lagt op til en forlænget storbyweekend. Fredag forlader Boeing 737-800-flyet Oslo Lufthavn kl. 17.20 med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 18.35. Returflyvningen sker kl. 19.15, og ankomsten i den norske storlufthavn er kl. 20.30. Mandagsafgangen fra Oslo ligger kl. 10.00 om formiddagen, hvor flyet er fremme i CPH kl. 11.15, og kl. 11.55 er det atter tilbage mod Oslo, hvor flyetlander kl. 13.10.

Rom og Paris ledsager København 
Udover København sætter Flyr også Rom og Paris på rutekortet, og her vil det nyetablerede norske lavprisflyselskab også konkurrere direkte med Norwegian og SAS, mens Air France også vil blive en direkte konkurrent på Paris-ruten. Opstarten sker også midt i oktober, og der flyves ligesom til København to gange om ugen.

“Vi lytter til vore kunder, og rigtig mange har ønsket sig Flyr-ruter til København, Paris og Rom. I tillæg hertil har vi også fornøjelsen at kunne udvide vort rutetilbud for rejselystne nordmænd som vil til Málaga og Alicante,” siger Thomas Ramdahl, der er kommerciel direktør i Flyr.

Således øger Flyr fra den 13. oktober fra to til tre ugentlige afgange til Málaga og fra samme tidspunktet bliver der også tre ugentlige flyvninger til Alicante i stedet for blot én.

 

Relaterede artikler:

Milliontab til nystartede Flyr

København ikke med i Flyr-opstart

Flyr har København på rutekortet