- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Officielt: Airbus vil tilbyde A350 som fragtfly

Bestyrelsen i Airbus har godkendt, at der kan påbegyndes produktion af A350 som fragtfly. Dermed tager den europæiske flyproducent kampen op mod markedsdominerende Boeing.

Airbus er klar til for alvor at træde ind på markedet for langdistancefly i fragtversioner.

Torsdag har den europæiske flyproducent udsendt en halvårsmeddelelse, og heri fremgår det, at bestyrelsen i Airbus har givet grønt lys til en A350 i fragtudgave. Airbus har længe haft efterspørgsel på nye fragtfly, og nu er producenten altså klar til at efterkomme ønskerne.

Airbus har gennem længere tid talt varmt for at producere A350 som fragtfly, og der skal have været samtaler med mere end et dusin flyselskaber omkring køb af flyet. Det skrev erhvervsmediet Bloomberg i juni i år.

Hvis Airbus ønsker det, vil A350F formentlig kunne lanceres inden årets udgang. Det ville være en stor milepæl for Airbus, der længe har hængt efter Boeing i forhold til produktion af fragtfly. Den amerikanske flyproducent tilbyder både Boeing 737F, 767F, 777F og 747F, mens Airbus kun kan tilbyde A300F og A330F.

Vil være mere aggressiv på fragtmarkedet
Tidligere i år har koncernchef i Airbus, Guillaume Faury, udtalt, at der var brug for mere konkurrence på markedet for fragtfly.

”Vi ser meget seriøst på dette segment. Vi synes ikke, det er sundt at have én aktør på markedet. Vi ønsker at bringe vores bidrag til dén markedssituation. Vi kan ikke lide tanken om, at vi ikke er aktive i dette segment, og det er sandsynligvis et område, hvor vi vil være mere aggressive, og hvor vi fremadrettet vil investere,” lød det.

Det er fortsat uvist, hvorvidt Airbus vil producere en A350-fragversion baseret på -900 eller -1000. Et A350-fragtfly vil kunne konkurrere med Boeing 777F og til dels også med Boeing 747F, der dog ikke længere produceres.

En A350 i fragtversion vil alt andet lige være mere moderne og brændstofeffektivt end Boeing 777F, der gik på vingerne første gang i 2008. Qatar Airways har tidligere udtrykt interesse i et nyt fragtfly og kan være blandt kunderne til A350F, hvis Airbus beslutter endeligt at producere flyet.

Stor efterspørgsel på fragtfly
At Airbus planlægger at intensivere produktionen af fragtfly giver god mening i forhold til udviklingen under coronapandemien. Der har været stor efterspørgsel på fragtfly det seneste halvandet år, da der har været ekstra behov for at sende pakker og medicinsk udstyr rundt mellem alle kontinenterne.

Det er en tendens, der ventes at fortsætte, selv om verden åbner mere op igen. I Boeings seneste markedsudsigt forventes der en efterspørgsel på 2.430 nye fragtfly i de næste 20 år, hvoraf 930 vil være langdistancefly.

Den store efterspørgsel på fragtfly afspejler sig også i de seneste tal fra flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA. Således var der en vækst i fragtmarkedet på otte procent i første halvår i 2021 sammenlignet med samme periode i 2019. Det er den største vækst i et første halvår siden 2017.

”Med en efterspørgsel i første halvår på otte procent over niveauet fra før krisen er luftfragt en indtjeningslivslinje for mange flyselskaber, da de kæmper med grænselukninger, der fortsat ødelægger den internationale passagerforretning. Det er vigtigt, at den stærke præstation i første halvår ser ud til at fortsætte,” siger Willie Walsh, generaldirektør i IATA.

 

Relaterede artikler:

Finnair er lanceringskunde på cargo-kabine i A330

Sunclass-fly skal konverteres til fragtfly

Ny Airbus A350-900 ULR kan flyve 20 timer i træk